Musikvideo: Camille Jones sænker paraderne

Musikvideo: Camille Jones sænker paraderne

Camille Jones har det seneste årti haft stor succes som sangerinde og producer. Nu sænker hun paraderne i musikvideoen til singlen "All That Matters". Se den her forneden.

Jones har ændret kurs og handlet på sine drømme og ønsker. Det betyder et mindre stilskifte i hendes lyd, og det er samtidig signaleret i videoen, hvor sangerinden har iført sig kun guldglimmer. På sin vis forlader Jones klubben og omfavner balladen i stedet.

Camille Jones udgav i 2000 sit selvbetitlede debutalbum, hvorfra "Nothing Comes From Nothing" blev så stort et hit, at Gyldendals satirehæfte Blæksprutten forsøgte at gøre sig lystig over titlen ("Ingenting kommer af ingenting – det lader sig høre"). I 2004 udgav hun opfølgeren "Surrender", hvorfra singlen "The Creeps" i første omgang blev et mindre hit, inden det blev et stort hit i et Fedde Le Grand-remix.

I 2011 udkom så Camille Jones' seneste album, "Did I Say I Love You". GAFFAs musikanmelder Sohail Hassan kvitterede med fire stjerner og anbefalede følgende i sin anmeldelse: "Det kan anbefales at høre Camille Jones højt." Sådan!

Se "All That Matters" her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA