Nyhed

Skal Pink Floyd gendannes?

Ifølge svensk avis er Gilmour, Waters, Mason og Wright på vej på turné

For et år siden skrev vi her på GAFFA.dk, at David Gilmour havde udtalt, at koncerten med Pink Floyd til Live8 ikke skulle ses som startskuddet til en gendannelse.

Tværtimod var det nærmere en afslutning, da han ikke ville have noget med bandet at gøre, da han ikke længere magter det kæmpeapparat, der følger med, hver gang bandet skal turnere.

Men i dag skriver den svenske avis Expressen, at "kilder i musikbranchen" siger, at Pink Floyd er tæt på en gendannelse med både Gilmour og Roger Waters.


Ifølge avisen vil gruppen gendannes for at tage på en turné, der blandt andet skulle bringe dem forbi Sverige til mindst en koncert til sommer.

Skulle dette rygte have noget på sig, vil det naturligvis sætte gang i spekulationer omkring en dansk koncert.

Men inden vi kommer så langt, ligger det dog fortsat fast, at Roger Waters gæster Augustenborg Slotspark på Als 1. maj.


ANNONCE