Nyhed

Hør ugens bedste sange

Flere danske kunstnere har taget hul på 2015 med nyt materiale. Hør flere af dem her.

Nu er weekenden for alvor i gang, og uden for blæser Egon nok til, at det er bedre bare at blive indendørs. Det er lørdag, og vi skal lige give de bedste sange udgivet denne uge et lyt. I denne uge er GAFFAs liste domineret af danske kunstnere, så man konkludere, at januar ganske enkelt tegner sig til at være startskuddet for comebacks. Hør ugens bedste sange i WiMP eller Spotify her forneden.

For første gang i 19 år er Dizzy Mizz Lizzy aktuelle med ny single igen. Det er som om, at tiden har stået stille, for trioen gør ganske enkelt det de altid har gjort bedst: De rocker igennem. "I Would If I Could But I Can't" kan sagtens måle sig med bagkataloget. 

Kim Larsen rører også på sig igen i denne uge. Han har nemlig skrevet en sangen "Ind I Mørket" til sin ven Erik Clausens kommende film. Det er dog langt fra første gang, at Larsen har begået et nummer til en Clausen-film.  Han har leveret musik til blandt andet filmene "Ledsaget Udgang" (2007), "De Frigjorte" (1993), "Tarzan Mamma Mia" (1989) og ikke mindst "Midt Om Natten" (1984), hvor albummet af samme navn har været en af de største salgssucceser i Danmark nogensinde.

Nytårsaften udgav L.O.C. overraskende "Grand Cru - musik inspireret af livet". Han havde holdt kortene tæt ind til kroppen og ventede med at få afsluttet sin Rødt Lys-turné, før han afslørede sin seneste musik. GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr kvitterede med fem stjerner under overskriften: "L.O.C. skyder 2015 stilfuldt i gang med film noir og James Bond."


Mandag den 2. februar 2015 udkommer Marie Keys nye album "Tænker Du Vi Danser", og hun er således klar med førstesinglen "Fatter Det Nu". Endnu engang danner Marie Key makkerskab med sin producer Andreas "Maskinen" Sommer, og sammen har de bragt en god portion soul ind i deres musikalske univers. 

"'Vent Og Se' handler om det sted, jeg kommer fra – og om alt det, der har gjort mig til den, jeg er. Den viser min udvikling som kunstner og siger noget om, hvor jeg er på vej hen – både som musiker og menneske. Sangen er en slags destillat af hele "For Os"-pladen, som jeg har glædet mig helt sindssygt meget til at dele med jer," fortæller Ankerstjerne om sin seneste single. Den kommer skam også med en musikvideo, som du kan læse mere om her.

Den musikalske humørbombe Barbara Moleko drager i januar for første gang på akustisk turné, hvor hun vil synge for et siddende publikum – og dermed vise en helt ny side af sig selv. Det er dog ikke akustiske guitarer, der driver nummeret "Gør Mig Lykkelig", det er til gengæld en ganske dansabel kærlighedssang.


I panik over, at demoversioner af hendes kommende album "Rebel Heart" pludselig var lækket på det store internet, skyndte Madonna sig at gøre færdige versioner af seks af de nye sange tilgængelige for folk, der forudbestiller albummet på iTunes. "Spændende, men rodede smagsprøver lover godt for popdronningens kommende udspil," konkluderede GAFFAs Michael José Gonzalez i sin fire stjerners anmeldelse. 

Ellie Goulding har skrevet en sang til den kommende film "Fifty Shades Of Gray", en filmatisering af husmor-smæk-i-måsen-romanen som har taget verden med storm. Det er måske ikke Kate Bushs "Wuthering Heights", når det kommer til beskrivelsen af stormfuld kærlighed, men det er dog Goulding, når hun er bedst.

Hør ugens bedste sange her: 

ANNONCE