x

Marie Key: Jeg blev ærlig talt rystet over massiviteten af opmærksomheden

Marie Key: Jeg blev ærlig talt rystet over massiviteten af opmærksomheden

Se en ny GAFFA-fotoserie med Marie Key her

I sit første interview med GAFFA i ni år åbnede Marie Key endelig op omkring selvbevidstheden og behovet for kontrol. Noget, der har været svært at holde fast i, når man pludselig er blevet hele Danmarks Marie Key, og ens forrige album er blevet streamet mere end 40 millioner gange.

Lige så selvudleverende hun kan være i sine mange populære kærlighedssange, lige så selvbevidst er Marie Key i virkeligheden. Hun tog sig i hvert fald rigtig god tid til at overveje sine svar, da hun en regnvåd januardag skulle forholde sig til emner som succes, at være en hysterisk dårlig taber, at blive stemplet som naiv og ikke mindst dans.

Tænker Du Vi Danser er titlen på dit nye album, kan du lide at danse?

- Jeg har så mange komplekser omkring det at danse, men jeg kan egentligt godt lide at danse. Hvis det er sjovt. Det er det bare sjældent, for der er for mange tanker og selvbevidsthed.

Skal der alkohol til, før du danser?

- Det hjælper. Alkohol hjælper jo på mange former for forfængelighed. Dans er meget lystbetonet, en impuls. Jeg kan godt lide planlægning og at have kontrol over situationen, og der kræver dans nogle helt andre præmisser. Mange af de folk, jeg ser op til har noget uforgængeligt over sig, og dem vil jeg gerne lære noget af. Der er utroligt mange anmeldere, der har bemærket, hvor ekstremt stille jeg står på scenen, men der er ret meget om det at danse på min nye plade, så man må næsten formode, at der også kommer en eller anden form for dans til koncerterne.

Så du har gået til danseundervisning?

- Nok mere i tænkeboks. Der er i hvert fald meget koreografi i hovedet i øjeblikket. [griner]

Ud over koreografi, hvad fordriver du så din fritid med?

- Jeg har stor nydelse ved at lave mad. Det er ikke på en gourmetagtig måde, men jeg slapper af, når jeg laver mad. Huspligter som opvask og vasketøj keder mig, men ikke madlavning. Og så er jeg i gang med at læse Steve Jobs-biografien. Den fortæller jeg længe og indgående om til selskaber, også selvom jeg kan se, at folk er stået af.

Måske har de bare læst den for tre år siden?

- Haha, præcis. Jeg tror, jeg kom ret sent i gang med den bog.

Spiller du golf?

- Nej.

På dit Facebook-profilbillede spiller du golf

- Det var et billede jeg satte på, da jeg lavede min første Facebook-profil for mange år siden. Jeg havde prøvet at spille golf i en sommerferie, og det var så lige det nyeste billede, jeg havde af mig selv. Jeg har lukket kontoen nu.

Til Facebook-profilen eller golfklubben?

- Begge dele. Mit band siger, at jeg har et problematisk temperament i forhold til spil. Jeg råber og bliver hysterisk, hvis jeg ikke vinder. Det er et kæmpe problem, for hvis vi har spillet bordfodbold, så har jeg råbt så meget, at det kan fucke min stemme op før en koncert. Så nu har vi en regel om, at det kun er de andre, der må spille, for jeg kan slet ikke håndtere at tabe.

Det er vel typisk for enebørn, for vores forældre har givet os lov til at vinde, og vi har ikke lært at tabe til søskende?

- Netop, plus at hvis de voksne har vundet, så har de opført sig ordentligt og ikke hoveret. Man skulle tro, at jo ældre man bliver, jo mere afslappet bliver man med at vinde eller tabe, men det går virkelig i den stik modsatte retning for mig. 

Læs en længere udgave af interviewet, hvor Key også taler om at være blevet et kendt ansigt, om at ville sove på alle store beslutning og om at blive kaldt naiv. 

Se en ny GAFFA-fotoserie med Marie Key her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA