Nyhed

Dansker på Disney-soundtrack

Sangerinden Linn B med på "outCOLD"-soundtrack

For første gang nogensinde medvirker en dansk kunstner på lydsporet til en Disney-produceret film. Æren tilfalder sangerinden Linn B, der medvirker på "outCOLD"-soundtracket med sangen "Falling In Love". Filmen har netop haft amerikansk premiere.

"Falling In Love" er også udgivet på single. Linn B udgav i 1999 singlen "Suddenly I Fall", der blev et radiohit, men har ellers ikke udgivet noget som solist.


Sangerinden, der lyder det borgerlige navn Line Bruun, har imidlertid en lang musikalsk fortid som bl.a. sanger i ABBA-kopibandet ABBA-Formidlingen og som korsanger for Sorten Muld. Linn B er nu ved at færdiggøre sit debutalbum.


"outCOLD"-filmen handler om en gruppe snowboard-løbere, der forsøger at undgå, at deres yndlingsbjerg med hjælp fra en forretningsmand bliver forvandlet til et yuppie-sted.

Filmen er produceret af Roger Birnbaum, som også er manden bag film som "Rush Hour", "Rush Hour 2" og "Unbreakable". Der forlyder endnu ikke noget om, hvornår "outCOLD" kommer til Danmark.


ANNONCE