Nyhed

Gorillaz-tegner på Instagram: Gorillaz vender tilbage

Tegner og medskaber af Gorillaz Jamie Hewlett afslører nye Gorillaz-animationer - se dem her

Tegneren Jamie Hewlett, der sammen med tidligere Blur-forsanger Damon Albarn har skabt den virtuelle gruppe Gorillaz, viser nye tegninger af de animerede bandmedlemmer Murdoch og Noodle frem på Instagram. I forlængelse heraf svarer Hewlett en fan, at "ja, Gorillaz vender tilbage". 

Hvornår specifikt det fiktionelle band vil udgive nyt, forlyder der ikke noget om. Gruppens seneste album "The Fall" blev udgivet i 2010. Albummet modtog jævne tre stjerner fra GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen, som skrev: "Der er dog langtfra tale om en regulær opfølger til den facetterede og fascinerende Plastic Beach." Sidstnævnte album, der udkom tidligere samme år, høstede da også hele fem stjerner fra samme anmelder.

Damon Albarn har tidligere udtalt til NME, at han har nok materiale liggende til at udgive et nyt Gorillaz-album, og at det formentlig vil ske på et tidspunkt. I mellemtiden har Albarn haft travlt med andre projekter, blandt andet med at skrive musik til den nye musical "wonder.land", der har hentet inspiration i Lewis Carrolls klassiker "Alice i Eventyrland".

ANNONCE