Nyhed

Tidligere R.E.M.-bassist optræder i satirisk rap

Mike Mills har smidt bassen til fordel for en mikrofon i nummeret Stop The Presses

Den tidligere R.E.M.-bassist Mike Mills går til mikrofonen i det satiriske rapnummer "Stop The Presses", der omhandler de trykte avisers død. "'Shut down the papers' was Hitler's first dictum," synger han halvvejs gennem sangen og fortsætter "Now we've done it to our own damn system". Derudover bidrager bassisten også med et "Goodbye"-kor, der optræder imellem de humoristiske vers.

Sangen optræder på komedie-opsamlingsalbummet "2776", der byder på 28 numre af mere end 80 komikere, musikere og skuespillere. Salgsoverskuddet vil gå til OneKid OneWorld, der hjælper børn i Kenya og El Salvador med at få en uddannelse. 

Du kan se Mike Mills folde sig ud som lettere anstrengt vokalist her – han er den gråhårede herre, der kommer ind et stykke inde i sangen, der også har medvirken fra komikerne og skuespillerne Colton Dunn, Zach Sherwin og Brandon Johnson. 


ANNONCE