Nyhed

The Jesus & Mary Chain på turné

Det gendannede band spiller to europæiske jobs i juli måned

For en måneds tid siden kunne vi fortælle, at engelske The Jesus & Mary Chain ville lade sig gendanne for at spille på den amerikanske Coachella-festival i april måned.

Nu ser det ud til at bandets første koncert i ni år er startsskuddet til en rigtig turné, for i følge NME dukker bandet nemlig op på to spanske festivaler i juli måned.

The Jesus & Mary Chain kan opleves både på Boadilla del Monte i Madrid 13. juli og på festivalen Parc del Forum i Barcelona 14. juli.


Til NME forklarer Jim Reid gendannelsen således:

"Hvorfor ikke? Der er faktisk mange grunde. For det første har det taget mig selv og William (Reid, bror og bandmedlem) til nu at nå et punkt, hvor det ville være realistisk at gøre det, og til en vis grad har vi begge formodet, at den anden ikke ville være interesseret, og det var først efter at have snakket om det, at det gik op for os".

NME kan desuden fortælle, at begge brødre lige nu arbejder på soloplader, der forventes udsendt i løbet af året.


Men med to jobs midt i juli er døren nu også åben for, at bandet bag den klassiske "Psychocandy" plade kan dukke op på Roskilde til sommer.

ANNONCE