Nyhed

Hør: NorthSide-aktuelle Incubus klar med nyt

De amerikanske rockere har atter fået blod på tanden, lyd i guitaren, og er klar med deres første single fra den kommende EP, Trust Fall (Side A)

NorthSide-aktuelle Incubus er klar med en splinterny single. Det skriver engelske NME. Du kan høre "Absolution Calling" her forneden.

Singlen vil være at finde på den kommende Incubus-ep, "Trust Fall (Side A)", der udkommer den 24. marts. Det er samtidig den første af to forventede udgivelser fra de amerikanske rockere i år. Guitarist Mike Einziger har fortalt amerikanske Billboard om den lidt utraditionelle tilgang til årets udgivelser: "Vi planlægger to udgivelser som til sammen vil give et album, nemlig to ep'er."

"Det er mest uptempo musik, vi har skrevet," fortæller Einziger videre og klargør, at sangen "Make Out Party" kan betegnes som det tungeste Incubus-nummer senere.

På "Absolution Calling" har Incubus fundet de larmende guitarer fra karrierens start frem igen, efter den mere modne og afmålte "Light Grenades" fra 2006. GAFFAs Erik Barkman Petersen kvitterede med fire stjerner og skrev: "Numre som Dig og Anna Molly viser et sangskrivningstalent i stadig vækst, og Incubus er hverken bange for at spille med musklerne eller lade tætte stemninger trække læsset. De nye Pearl Jam, måske?".


Du kan høre "Absolution Calling" her og måske glæde dig til at opleve Incubus på NorthSide til sommer:

ANNONCE