Nyhed

Dansk brancheveteran åbner nyt musikselskab

Jakob Sørensen med en fortid hos Copenhagen Records er klar med The Bank

Den tidligere direktør af pladeselskabet Copenhagen Records, Jakob Sørensen har skabt et nyt musikselskab i samarbejde med Ole Nørup og Lea Apollo fra managementfirmaet We Do Management. Musikselskabet er blevet døbt The Bank og åbnede den 1. februar. Det vil primært fungere som et managementselskab, men vil efterhånden udvide sine forretningsområder. Ambitionen er at manifestere sig som en drivende faktor i en fortsat professionalisering af den danske musikbranche. Artister, der lander i selskabets varetægt, vil derfor kunne forvente kunstnerisk sparring kombineret med kommerciel styring og optimering af deres karriere. 

Jakob Sørensen tiltræder som direktør i det nye firma. Han startede i 1998 på pladeselskabet EMI og var en af fire partnere, der tilbage i 2004 skabte Copenhagen Records. Et pladeselskab, der i løbet af 10 år stod bag massive succeser fra navne som Nephew, Alphabeat, Lukas Graham, Nik & Jay og Burhan G. I slutningen af 2013 forlod han Copenhagen Records efter interne uenigheder, som du kan læse om i denne GAFFA-artikel.

Ole Nørup og Lea Apollo er begge uddannet på Music Management uddannelsen i København. De startede We Do Management, mens de var under uddannelse, og har skabt et allerede etableret selskab på bare tre år.


"Da jeg skulle finde nogle nye samarbejdspartnere, opsøgte jeg Ole og Lea som de første. Jeg synes, bredden og kvaliteten blandt deres artister var imponerende, og efter bare et enkelt møde blev jeg bekræftet i min gode fornemmelse af dem, og oplevede en enorm dedikation, professionalisme og ambition, som jeg gerne vil bygge et nyt selskab op omkring," udtaler Jakob Sørensen om samarbejdet. 

Med sig i det nye selskab The Bank har partnerne en del af artisterne fra We Do Management. Det gælder blandt andet den fremadstormende sangskriver, producer og rapper TopGunn, produceren Eloq, producer og rapper Klumben, det danske rockband The Minds Of 99, det hiphop-inspirerede poporkester Mont Oliver, sangskriveren og poeten Karl William samt sangeren Jonas Breum med flere.

Navnet The Bank opstod i et sommerhuskvarter på Vestsjælland. Partnerne ledte efter et navn, der på en gang udtrykte musik og bandfornemmelse, men også gjorde det helt klart, at der her er tale om en professionelt drevet forretning. "Vores nye selskab skal kunne balancere mellem det kunstneriske og det kommercielle. Vi skal give vores artister de perfekte rammer til at udfolde deres kunstneriske potentiale samtidigt med, at vi sikrer dem en god forretning. Navnet The Bank udtrykker begge dele. "The" er det mest klassiske ord foran et bandnavn: The Beatles, The Strokes, The Killers osv. "Banken" er der, hvor du går hen for at skabe stabilitet og positiv udvikling omkring din økonomi," forklarer Jakob Sørensen. 


The Bank holder foreløbigt til på Vesterbro i København, og de går et travlt forår i møde med nye udgivelser fra stort set alle deres artister. Du kan finde mere information om det nye foretagende her

ANNONCE