x

De 9 bedste videoer fra Slipknot

De 9 bedste videoer fra Slipknot

Slipknot er lige nu ude på deres Prepare For Hell-tour, som i aften rammer Forum i København.

Derfor har GAFFA fundet ni af de bedste musikvideoer fra Slipknot frem – én for hvert bandmedlem. Se dem herunder, og husk, at du stadig kan nå at få billetter til de maskeklædte metalhoveder. Og glæd dig så til interviewet med Slipknot i næste nummer af GAFFA. 

MTV forbød musikvideoen til Slipknots første single "Spit It Out" fra debutalbummet "Slipknot" på grund af dens voldelige indhold. Videoen er en blanding af scener fra en live-optræden og bandets egen udgave af Stanley Kubricks kultgyser "The Shining" fra 1980 med Jack Nicholson i hovedrollen. I Slipknots udgave spiller bandmedlemmerne selv diverse roller inklusive Joey Jordison som Danny Torrance på trehjulet cykel og Corey Taylor som Jack Torrance, der smadrer en dør med en økse.

 

Den animerede version af musikvideoen til "Wait and Bleed" fra debutalbummet har et retro Chucky-lignende udtryk med små sadistiske Slipknot-dukker. I videoen forsøger en mand at indfange de løsslupne bandmedlemmer, men dukkerne får væltet manden og sætter ild til ham.

 

I "Left Behind" fra gruppens andet album "Iowa" følger man en dreng, der går ind til en slagter og parterer kød. Han vender derefter hjem til et slidt hus, hvor han spiser Froot Loops med beskidt vand fra vandhanen. Et par drenge følger efter vores hovedrolle og smider sten igennem en rude. Pludselig begynder det at regne kraftigt, og vandet vælter ind i huset, så drengen løber ud i regnen og ned i en kælder under jorden. Fokus skifter videoen igennem mellem drengen og Slipknot, der spiller ude i en skov.

 

"Duality" fra "Vol. 3: (The Subliminal Verses)" er proppet med testosteron. Flokke af frådende fans stormer mod et hus, hvori Slipknot optræder. Fansene – domineret af mænd i bare overkroppe – smadrer igennem vinduerne med basketballkurve og havegrill for at komme ind til bandet. Videoen blev rent faktisk filmet i et hus ejet af en fan. Boligen skulle i forvejen renoveres, men det endte alligevel med, at pladeselskabet måtte kompensere familien for de omfattende skader med over 300.000 kroner.

 

 

"Vermilion Pt. 1" er ligeledes fra albummet "Vol. 3: (The Subliminal Verses)". Musikvideoen er filmet som en slags stop motion med en ung ensom kvinde i hovedrollen, der forsøger at række ud til de fortravlede mennesker omkring hende. Historien fortsætter i "Vermilion Pt. 2".

 

Videoen til "Psychosocial" fra "All Hope Is Gone" er fyldt med alt det for-meget, som gør Slipknot til Slipknot: Masser af growl, tråd, ild og ting, der bliver smadret. I videoen afbrænder Slipknot nogle masker, der efter sigende, som bandets egne masker, repræsenterer deres egoer.

 

 

 

"Snuff" fra den fjerde albumudgivelse er lavet som en kortfilm på godt seks minutter. I filmen forsøger forsanger Corey Taylor at finde en blond kvinde, han har set gå ind på et hotel. Tilsidst viser det sig, at kvinden er Taylor selv i fuldt kvindegear med blond paryk, røde læber og høje stiletter.

 

I "The Negative One" fra bandets seneste album ".5: The Gray Chapter" ser man to kvinder i rituallignende situationer, hvor for eksempel en død vædder bliver pyntet med blomster og smykker. Videoen er mærket med en advarsel fra YouTube om anstødeligt indhold. Men bare rolig: Det er slet ikke så slemt, som det lyder.

 

 

  

I "The Devil in I" fra det seneste album spiller bandet på et sindssygehospital omringet af dansende fans i spændetrøjer. I løbet af videoen begår bandmedlemmerne selvmord på diverse makabre måder. For eksempel spiser Sid Wilson sig selv, Chris Fehn bliver hakket til døde af ravne, og Jim Root sprænger sig selv i luften med dynamit, så hovedet triller hen ad gulvet. Desuden bliver bandets to nye medlemmer "indviet" ved at blive stukket til døde med knive af de resterende syv bandmedlemmer.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA