Nyhed

Dorthe Gerlach offentliggør video og turné

Udtrykket er skrabet i Hush-sangerindens nye video til singlen Ingers Ting

Sangerinden i pauseholdende Hush, Dorthe Gerlach, har med sit solo-debutalbum "Natlys" sat sig på en magelig femteplads over de mest populære danske albums på ugens danske hitliste og er derudover den højstplacerede nyhed. 

Nu offentliggør sangerinden en stemningsfuld, gråtonet video til sin aktuelle single "Ingers ting". Dorthe Gerlach fortæller om singlen: "Inger var en fjern slægtning, som var med til jul og familiefester, men som ingen rigtigt kendte. Hun var uden børn, og vi var til sidst hendes nærmeste familie. Da vi ryddede op i hendes lejlighed røg det meste til Blå Kors og storskrald. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var et fotografi, jeg fandt af Inger og hendes far. Her var hun kun 5-6 år gammel, og det slog mig, at der nu ikke er en levende sjæl tilbage i verden, som husker denne udgave af Inger".

Den 1. april går startskuddet til Gerlachs turné, der bringer hende vidt omkring i det danske land. Det er første gang, at Gerlach turnerer som solist med eget band. Selv kalder hun lyduniverset på debutalbummet for melankopop - et halvelektronisk univers, som både er poetisk og beskidt. Du kan finde en oversigt over turnéens koncerter her. Herunder kan du opleve musikvideoen til "Ingers ting": 

ANNONCE