De islandske drømmerockere får kunstnerisk pris
Den amerikanske pladehandlerkæde Virgin Megastore kårede forleden det drømmende islandske band Sigur Rós som modtagere af prisen The Virgin Megastore Shortlist Prize for Artistic Achievement in Music, skriver vh1.com.
Sigur Rós får foruden hæderen 10.000 dollar til sig selv og 10.000 dollar, der skal gå til ofrene for terrorangrebene 11. september.
De øvrige nominerede til prisen var Ryan Adams, Air, Bilal, PJ Harvey, Gorillaz og Jay Dee. For at blive indstillet skal man være kunstnerisk nyskabende og have solgt MINDRE end 500.000 album i USA.
I dommerkomitéen sad musiknavne som ?uestlove, Mos Def, Macy Gray, Aimee Mann, Michael Penn (bror til Sean), Dave Grohl, Trent Reznor (Nine Inch Nails) og Lucinda Williams, produceren Steve Lillywhite, musikjournalister og folk fra musikbranchen.
Sigur Rós har fået kultsucces i store dele af verden med deres andet studiealbum, “Ágætis Byrjum” - selvom det er indsunget på islandsk.