Nyhed

Macy Gray også til Århus

Soulorkanen giver ud over Tivolis Koncertsal koncert i Musikhuset Aarhus 29. maj

Forleden offentliggjorde vi, at den amerikanske soulsangerinde Macy Gray giver koncert i Tivolis Koncertsal i København 30. maj. Nu viser det sig, at også provinsen får glæde af den karismatiske diva, idet hun ligeledes er blevet booket til at give koncert i Musikhuset Aarhus den 29. maj.

Macy Gray med den karakteristiske og hæse stemme er lige nu ved at lægge sidste hånd på sit fjerde album ”Big”, som udkommer 27. marts 2007. På albummet arbejder hun sammen med musikalske kapaciteter som bl.a. Black Eyed Peas, Will.I.Am, Fergie, Justin Timberlake, Natalie Cole og Nas. Man kan allerede nu høre smagsprøver på Macy Grays officielle hjemmeside.

Macy Gray slog igennem i 1999 med det Grammy-vindende debutalbum ”On How Life Is”, hvorfra hendes til dato største internationale hit, ”I Try”, stammer. Siden debut-albummet har hun udgivet to andre studiealbum ”The Id” (2001), ”The Trouble with Being Myself” (2003), et opsamlings-album (2004) og et live-album (2005).


I GAFFAs aprilnummer kan du i øvrigt læse et interview med Macy Gray.

Billetsalg til koncerten i Århus starter søndag 25. februar følgende steder:
Billetnet og posthuse: www.billetnet.dk / 70 15 65 65
Musikhuset Aarhus: 89 40 40 40
Aarhus Billetbureau: 86 13 05 44


Macy Grays hjemmeside

ANNONCE