Singlen Inficeret udkommer i dag, og der er gode ting i vente fra den danske dancehall-duo
"Jeg trækker stikket ud og tar dig til Bombay/for vi trænger til at komme ud og lege/holder dig vågen som en zombie/mit kød og blod er inficeret af dig". Sådan lyder den lettere morbide tekst på Djämes Braun' nye single "Inficeret", som udkommer i dag.
Den danske dancehall-duo forklarer, hvordan teksten er opstået på baggrund af en aktuel situation i deres liv: "Vi havde på det tidspunkt begge udfordringer i vore parforhold p.gr.a. de mange ture på landevejen og tiden i studiet. Eskapismen i teksten er nok et udtryk for kampen for forholdet og kærligheden. Det at være forbundet, at være inficeret, ser vi som noget positivt" udtaler Pilfinger, der sammen med Kenno har skrevet en del finurlige tekster fyldt med metaforer, ofte i en form for hyldest til kvinden.
Nummeret bliver indledt med effekten fra 70'er-klenodiet talkboxen, der har fået en revival i gruppens studie. Tilbage i 1998 tog barndomsvennerne Pilfinger og Kenno på drengetur til Ibiza og medbragte deres uundværlige 8 spors båndoptager, for musik skulle også dengang laves spontant, hvad end det var på dansk grund eller ved middelhavskyster. Her opfandt Lasse en sen nattetime sin egen "talkbox" med et par hovedtelefoner i et forvrænget signal.
Ud over den talkbox-inficerede single kan du også glæde dig til at se den tilhørende musikvideo mandag den 23. februar. Deres kommende album "Modgift" udkommer den 2. marts, så der masser godt i vente på den danske dancehall-front. Du kan høre singlen her: