x

Filmanmeldelse: Steppeulven er underholdende og dybt rørende

Filmanmeldelse: Steppeulven er underholdende og dybt rørende

Ét album og godt og vel en snes koncerter blev det til. Alligevel har Eik Skaløe sat et kolossalt aftryk på dansk rock med sine syrede og fabulerende danske tekster og sin drævende og nasale vokal i front for bandet Steppeulvene, der som det første danske rockorkester skrev sange på modersmålet.

Men hvem var han egentlig, den i dag så myteomspundne rødhårede bønnestage fra Nordvest, der kort efter indspilningen af albummet "Hip" drog til Østen og døde på grænsen mellem Pakistan og Indien og blandt andet efterlod sig brevet med beskeden "ingen andre end den onde person inden i mig bærer skylden."

Det giver instruktøren Ole Christian Madsen et bud på med sin stærkt underholdende film, der sine steder samtidig også er dybt rørende.

Filmen er bygget op omkring den spirende unge forfatters forhold til den jævnaldrende Iben Nagel Rasmussen, som i øvrigt er datter af digteren Halfdan Rasmussen. De to møder hinanden til en demonstration mod atomkraft og forelsker sig hovedkuls i hinanden. De har dog svært ved at få deres forhold til at fungere, da Iben insisterer på helt i tidens ånd at eksperimentere med fri sex.

Det har Eik svært ved at acceptere. Han kæmper en brav kamp for at holde på Iben, som han i virkeligheden ønsker at stifte en familie med. Derfor lider deres forhold et alvorligt knæk, da Iben bliver gravid med hans barn, men insisterer på at få det fjernet. Hun rejser derfor hjem og slutter sig til Odin Teatret i Holstebro.

Derefter begynder Eik for alvor at få øjnene op for, hvad musik kan gøre for hans digte. En dag vader han ind i et studiet, hvor den talentfulde singer/songwriter Stig Møller er ved at indspille en sang med en tekst om en undulat. Eik danser en psykedelisk dans i sin afghanerpels og overtaler Stig til at skrive sange til hans digte.

Steppeulvene, der tager navn efter Hermann Hesses roman om Harry Haller, der ligesom Eik har svært ved at finde sig til rette i samfundet, bliver efterfølgende en realitet, da de to dygtige musikere Søren Seirup og Preben Devantier på henholdsvis bas og trommer kommer med.

Sammen indspiller de den legendariske plade "Hip" på pladeselskabet Metronome og drager på turné med bagagerummet fuld af stoffer. Eik håber, at Iben vil dukke op til en af koncerterne, og at han på den måde kan vinde hende tilbage. Men hun udebliver, og han må indse, at han har mistet hende, da hun i mellemtiden har fundet en ny kæreste, som hun skal giftes med. Efter den korte turné rejser Eik derfor til Østen og vender aldrig tilbage.

Sådan er historien i filmen i korte træk skildret i filmen. Der er selvfølgelig foretaget nogle valg og nogle fravalg. Det må man altid gøre, når man har et materiale, som rummer så meget, som historien om Steppeulvene gør. Og man kan naturligvis diskutere vægtningen af materialet, og det vil uden tvivl også blive gjort.

Hvorfor fylder de tre resterende tre medlemmer af bandet så lidt i filmen? Det var jo ikke Eik alene, der var Steppeulvene. Det var for eksempel Stig, der skrev musikken. Hvorfor er der ikke nogle scener fra indspilningen af albummet? Det skulle efter sigende skulle have foregået i heftig røg og damp. Eller hvorfor dykker man ikke mere ned i Eiks lidt mørkere sider? En større uddybning af hans rodløshed? Mon ikke der også vil være nogle, der vil sige, at historien mange steder ikke stemmer. Eik mødte jo for eksempel ikke op i studiet for at møde Stig. Han mødte op på en skole, hvor Stig var ansat og afbrød hans undervisning, hvilket betød, at Stig blev fyret.

Sådan var det med i hvert fald med "Spies og Glistrup" og sådan var det også med en anden af Ole Christian Madsens film, nemlig "Flammen og Citronen". Men når støvet har lagt sig, sidder vi altså tilbage med en aldeles fremragende film om to søgende sjæle, der i skyen af euforiserende stoffer ikke fandt hinanden. En film, der finder den uhyre vanskelige balance mellem det sårbare, hvor en tåre i øjenkrogen presser på og det sjove, hvor man klasker sig på lårene af grin.

Samtidig er de to hovedroller, spillet af de to unge Joachim Fjelstrup og Marie Tourell Søderberg, aldeles fantastiske. Førstnævnte med sit uudgrundelige blik og rastløse energi og sidstnævnte med sin sårbarhed og ubændige eventyrlyst. Ole Christian Madsen skal have en stor cadeau for at give de to unge supertalenter chancen for at vise deres værd.

Derfor kan jeg ikke andet end at opfordre til at gå ind og se filmen – om du er med eller uden snabeltyrkersko på.

Vurdering: 5 ud af 6 stjerner.

"Steppeulven" har premiere i dag 19. februar i biografer over hele landet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA