Hollywood-stjerne medvirker på TV-2's nye album

Hollywood-stjerne medvirker på TV-2's nye album

TV-2 har haft fornemt besøg på deres nyeste album "Det Gode Liv", der udkommer den 27. februar og er orkestrets attende udgivelse. Den danske Hollywoodstjerne Connie Nielsen formidler sin indlevelsesevne som musikalsk modstykke til Steffen Brandt på numrene "Brev Til Mona" og "Berlin".

Det er ikke første gang, at orkestret inviterer gæster med i processen: "Det har gennem tiderne været en fast tradition hos bandet at invitere gæster i studiet og på landevejen. Ret tidligt i forløbet med det nye album sad vi og snakkede om, hvem vi gerne villle prøve at samarbejde med. Jeg kom til, som børn og fulde folk jo af og til gør, at tænke højt og sagde: Connie Nielsen. Vi har altid beundret hendes approach, hendes stil og hendes integritet. At overleve så mange år i en verden værre end vores kræver sin kvinde. Vi spurgte hende og hun svarede: "Ja". Og selvfølgelig mødte vi hos Connie Nielsen en indlevelse og et nærvær, som fuldstændig svarede til det billede, vi havde af hende," udtaler Steffen Brandt om samarbejdet i en pressemeddelelse. 

Albummets 11 nye sange har alle sit fodfæste i kærligheden "forklaret i videste forstand", udtaler Steffen Brandt. "Kærligheden viser sig gang på gang ikke bare at overvinde, men også overleve alt. Den er en katalysator for de store uafklarede spørgsmål, som ikke har andre steder at gå hen. Kærlighedssangen i klassisk betydning indeholder mere end den nøgterne afdækning af parforholdets kampzoner. Længslen, savnet og ensomheden som en stærk og vedholdende del af livet glider ind og udvider det tilsyneladende indlysende enkle pop-omkvæd: Hvorfor har du forladt mig over i retning af forfatteren Per Højholts galgenhumoristiske spørgsmål: Hvorfor skal vi omsider dø? Men inden da er der et liv, der skal leves og en tilværelse, som skal afsøges for chancer man KUNNE have overset. Og dybder, man kunne forsvinde i". ,

Den første single "Frys" udkom i begyndelsen af januar, og den danske befolkning stiftede bekendtskab med de nye toner, da orkestret optrådt med nummeret til Danmarksindsamlingen på DR1. Du kan lytte til nummeret "Frys" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA