"Rock The Rebel / Metal The Devil" ryger direkte ind som nummer et på albumhitlisten
Volbeat spillede sidste år på Roskilde Festival efter at være blevet udnævnt til Årets Håb ved Steppeulv-showet. Med den koncert fik bandet for alvor sparket sig ind i folks bevidsthed, og efterfølgende røg deres debutalbum fra 2005 "The Strength / The Sound / The Songs" op på en 18. plads på den danske albumhitliste.
I sidste uge udsendte bandet så deres andet album, og den følger uden problemer op på succesen fra den første. "Rock The Rebel / Metal The Devil" ryger nemlig direkte ind på en førsteplads på albumhitlisten, og det er ikke ligefrem hverdagskost på den danske metalscene.
I en pressemeddelelse udtaler Michael Poulsen fra Volbeat:
"Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at Volbeat ville gå nummer 1. Og at jeg kan smile ’ned’ til Bruce Springsteen på en 24. plads giver næsten ingen mening. Jo, jeg er stolt!"
En anden opfølger, der har klaret sig flot på denne uges hitliste, er det andet album fra Hush. "For All The Right Reasons" debuterer i denne uge som nummer tre lige bag opsamlingspladen med sangene fra Dansk Melodi Grand Prix 2007.
Derudover er der ikke sket de store ændringer i toppen, hvor Norah Jones indtager fjerdepladsen, og Thomas Helmig ligger nummer fem.