Duoen er klar med musikvideoen til singlen Inficeret
Djämes Braun udgav den smittefarlige single "Inficeret" for lidt over en uge siden, men råder nu bod på skaden med albummet "Modgift", der udkommer den 2. marts. Udover annonceringen af det kommende udspil er de også klar med den længeventede musikvideo til "Inficeret". Den muntre video er optaget under fremmede himmelstrøg i Bombays gader og giver et lille vitamintilskud i form af sol og danseglæde.
"Da vi startede med at lave musik sammen i Djämes Braun-konstellationen, havde vi begge brug for et tilflugtssted. Ikke kun fra en hektisk hverdag, men også et sted hvor vi kunne dyrke vores venskab og musik. Her kunne vi lukke al "støj" ude og udfolde os kreativt. Det blev en slags modgift for os", udtaler Lasse Pilfinger forud for udgivelsen af albummet.
Djämes Braun vandt Karrierekanonen i 2012 og har efterfølgende opnået mere end 20 millioner streams og 15 millioner YouTube-views. De beskriver deres lyd som en leg med ord, tilsat deres rødder i hiphop og reggae. Sangene støbes i deres studie, som de selv kalder "den voksne mands drengeværelse".
Herunder kan du se duoens egne beskrivelser af albummets trackliste:
01. Inficeret: "Sangen åbner op for historien omkring det at være i et parforhold og rigtig gerne ville hinanden, men hvor man simpelthen glider fra hinanden på grund af hverdagens travlhed. Folk har brug for at tænke over, om de giver op på deres forhold i stedet for at investere i det. Ordet inficeret skal forstås positivt som forbindelsen mellem to mennesker, der på godt og ondt hører sammen"
02. Farlig Tiger: "En opfordring til at kvinder uanset størrelse eller mindreværdskomplekser, tør at kaste sig ud i dans og frigørelse.
"Kommer flyvende ligesom Harry Potter / når vi spotter en flotter' kropper / der hopper hopper / og se hun kravler rundt på væggen uden sugekopper / jeg har ikke Jagger moves / danser ligesom Usher / for hun er så fin / hun burde gå med brocher / mig og de andre tosser / står og backer den booty op som vi var Kevin Costner"
03. Kvinder og kanoner: "En hyldest til mangfoldigheden og at turde stå ved den som man er, uanset hvordan man ser ud"
04. Barn igen: "En nostalgisk rejse tilbage til vore barndomsår på Lolland, som beskriver både de gode og de knap så gode tider i en opvækst i provinsen. "Økonomien den var stram ligesom Lotte Hejse"
05. Kom Og Giv Mig Alle Dine Penge: "Da fingerling var en ung knejt der var det tight / at rul' med stil ligesom Taxa Mike / lang tid før der var noget der hed Skype / samled' jeg flasker to dage i træk /
Åh-oh / for arkademaskinerne de tog mine penge / så hvordan sku' jeg nogensinde få en kvinde ?"
06. Jeg forstår: "Jeg gir' dig rav, blåbær og diamanter / for du gir' liv som antioxidanter / vi bader med elefanter og kører hjem i trabanter"
07. Traktor: "En hyldest til kvinden med en velformet bagdel, som kan finde ud af at bruge den på et dansegulv"
08. Lytter Ik Til Dem: "Om at fjerne sig fra hverdagens problemer. Og at blokere for de personer og omgivelser som indvirker/påvirker negativt"
09. Alderdomsmand: "En fortælling om hvordan vi ønsker at blive "gamle", og i den grad også om hvordan vi ikke ønsker at blive "gamle"
10. Duft af Ba-cone: "Sangen er en hyldest til kvinden som forkæler sin mand, ved at stå op og lave morgenmad, så duften af Ba-cone spreder sig i hjemmet inden han selv har nået at få øjne"
11. Skynd dig: "Beskriver og kaster lys over hvad børn og unge i dagens Danmark udsættes for af stress og rammer, fra de starter deres liv i børnehaven til de er uddannet, får job og engang går på pension"
12. Nethinde: "En sang som handler om nyforelskelse og de kræfter der trækker i en, når man bare må se sit nye spændende bekendtskab og føler sig som på toppen af verden: "Tog forbi shawarma house, elsker en pige med chili mouth, jeg ka' være din Anders And, så ka du være min Mini Mouse"
13. Fugle: "Jeg kigger på fugle - hvorfor ik', hvorfor ik' / når de sidder på min hæk / jeg kigger på fugle - hvorfor ik', hvorfor ik' / måske om lidt er de væk / jeg kigger på fugle / mest torsdag, mest fredag, mest lørdag
og / jeg sir - hvorfor ik', hvorfor ik' / måske om lidt er de væk"
Du kan se videoen til singlen "Inficeret" her: