Nyhed

I dag fylder Led Zeppelins Physical Graffiti 40 år

Albummet er blevet genudgivet med bonusnumre, og vi anmelder det

6. kapitel i deluxe-genudgivelserne af Led Zeppelins bagkatalog er netop udkommet.

Det kendte 
24. februar – for 40 år siden på dagen for denne genudgivelse – hjemslæbte jeg et fedt vinyl-dobbeltalbum fra pladeforretningen GUF som perfekt 18 års fødselsdagsgave til mig selv, Physical Graffiti. Udsendt et par år efter gruppens mest sprælske og legesyge værk, Houses of the Holy var Physical Graffiti lige så alsidig genremæssigt, men derudover også en ren magtdemonstration af et homogent band på toppen af ydeevnen.

Med rette kaldt gruppens pendant til The Beatles' hvide dobbeltalbum. Ikke som beatlerne med fire musikere siddende i hver deres kreative hjørne, men som en helhed. Her skyldtes spændvidden dels en stjernesamling af nye numre parret med (som det senere kom frem) overskudsnumre fra de fem foregående år, og hvor alle vinduerne i det specielle album-cover virkede som en åben indbydelse til at kigge nysgerrigt ind i de fires særprægede rock-verden.


Lp 1 var og er monumental: Spændstig hård rock med Custard Pie, Trampled Underfoot med John Paul Jones' frække soul-funky keyboards, selv om John Bonham holder sangen i rockens verden med sine spændstige, tonstunge beats. Endnu en super tour de force i gruppens specialitet som tungt bluesband med +10 minutter lange, slidede In My Time of Dying. Og så klassikeren over dem alle denne gang, Kashmir med Indiens og Mellemøstens klange blandet med strygere, Robert Plants tilbageholdte vokal og dyb tålmodig rock.

Dertil lidt numre fra reservelageret. Og whew, for et reservelager: Den suveræne radio-rockende The Rover med endnu et klassisk Jimmy Page-riff. Og så Houses of the Holy, som var i overskud fra det foregående album af samme navn, hvor der ikke altså ikke var plads til titelsangen.

Lp 2 var langt mere loose, men til gengæld charmerende alsidig med bl.a. rock-fortidshyldest (Boogie with Stu), sød country (Down By the Seaside) og akustisk guitar-stykke (Bron-Yr-Aur) alle fra 1970-71 – men holdt på plads af endnu et par nye sværvægtere som grundpiller: Indisk svævende In the Light med afklaring i det lækre lyse omkvæd som afslutning på Plants mørke. Og så effektfuldt dunkelt punktum med den groupie-sangen, Sick Again, der lyder præcis, som titlen siger.
En blændende udgivelse, intet mindre – også her fire årtier senere – af et musikalsk format, de fire ikke senere formåede at genfinde. Og som får ekstra farve på grund af tidsspændet på fire år, hvor Plants vokal hørbart bliver stadig mørkere, og gruppens arrangementer stadig mere komplekse og ambitiøse.


Det ukendte
Om bonus-materialet er nok til investering i deluxe-udgaven kommer helt klart an på graden af fanatisme: Brandy & Coke er et tidligt mix af Trampled Underfoot, som måske giver endnu mere plads til at høre John Paul Jones' herlige funky chops på clavinettet. En tidlig instrumental udgave af Sick Again lægger intet afgørende til. In My Time of Dying i rå-mix udgave giver mere plads til John Bonhams voldsomme beat og Jimmy Pages dobro – og er en klassiker også i denne udgave. Houses of The Holy har let anderledes kor.

Boogie With Stu er forandringerne mikroskopiske, og Going Through Kashmir er et såkaldt "råt orkestermix" af Kashmir uden yderligere farver. Den eneste virkelige forskel er Everybody Makes it Through – et forstadie til In the Light - her med drømmende spinkelt prinsessekammer-piano af John Paul Jones som eneste akkompagnement til Robert Plants flossede blå vokal (i stedet for den endelige versions storflydende indisk-lignende start) – inden denne versions simple, effektive rock bryder løs. Et spændende eksempel på, hvordan Zeppelin arbejdede med numrene frem mod det endelige resultat. Det må der gerne være endnu mere af på de kommende og tre sidste udspil i deluxe-rækken – sammen med flere af de helt nye fragmenter serien tidligere har haft sparsomme eksempler på. De kendte kvaliteter til trods.

Karakter: 5 ud af 6 stjerner.


Det er den samlede pakke af hvert enkelt deluxe-album, som GAFFA giver karakter. Uanset original-udgivelsens stjernestund.

ANNONCE