x

Søn af Ebbe Kløvedal Reich udsender soloplade

Søn af Ebbe Kløvedal Reich udsender soloplade

Jakob Reich, søn af forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, har en længere professionel musiker-karriere bag sig, men det er først nu – i en alder af 45 år – at han pladedebuterer under eget navn.

Pladen, der bærer titlen 'Beyond Glamorous', kredser om midtlivstemaer som forliste parforhold, om kærlighed og venskab, og om erkendelsen af, hvor vigtigt det er at kunne leve i nuet.

Ifølge pressemeddelelsen fra Reichs pladeselskab, Cope Records, vækker musikken minder om Seal, The Beatles, Joni Mitchell og Red Hot Chili Peppers, og albummets 13 engelsksprogede sange veksler mellem det eksplosive/rå og et mere nænsomt og følsomt udtryk.

To af pladens numre er skrevet i forbindelse med, at Jakob Reich mistede sin far, hvoraf den ene, "Don't Worry Old Chief", er en søn-til-far-sang og en hyldest til alle de, der lod sig inspirere af den folkekære forfatter og debattør. På nummeret optræder blandt andre det aldrende jazz-ikon Svend Asmussen med en violinsolo, som, ifølge Jakob Reich, forlener sangen med en vis patos.

Alle pladens 13 sange er skrevet og sunget af Jakob Reich selv. Produktionen er varetaget af sangskriveren og multiinstrumentalisten James Thomas, som blandt andet har skrevet hittet "Learning to Live" til den amerikanske sanger/sangskriver Beth Hart.

"Beyond Glamorous" udkommer den 16. april, og det er planen, at udgivelsen følges op af en Danmarks-turné til efteråret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA