Nyhed

Arctic Monkeys får to priser af NME

Bandet fik priser for både bedste album og bedste musik-dvd

Det engelske musikblad NME uddelte i går en lang række priser på vegne af deres læsere, der har kunnet stemme på bands, udgivelser, videoer, spillesteder og meget andet.

Arctic Monkeys løb med prisen for bedste album for debuten "Whatever People Say I Am, That's What I'm Not" og nappede samtidig prisen for bedste musik-dvd for "Scummy Man".

Af andre store vindere kan nævnes Muse, der vandt for bedste britiske band, mens My Chemical Romance blev bedste internationale band.


Klaxons blev bedste nye band, Kasabian bedste livenavn, og The Killers løb med prisen for bedste video for "Bones".

Showet blev afholdt i London i går, og udover at have priser og stjerner var der også en række interessante eksempler på musikalsk underholdning.

Eksempelvis spillede Mick Jones fra The Clash en version af "(White Man) In Hammersmith Palais" sammen med Primal Scream, der havde fået overrakt NME's "Godlike Genius Prize". Bandet spillede desuden "Movin' On Up", "Country Girl", "Rocks" og "Swastika Eyes" til showet.


Et anden interessant samarbejde kom i form af en duet mellem Jarvis Cocker og Beth Ditto fra The Gossip, der optrådte med en version af det gamle Heaven 17-nummer "Temptation".

Der var desuden optrædener fra Kasabian, The Killers, Kaiser Chiefs og The View.

ANNONCE