Nyhed

Eksklusiv premiere: Hør Maskinvåds nye album nu

I aften holder det danske band releaseparty på deres andet album, der udkommer på mandag, men du kan allerede nu høre hele herligheden her

På mandag udkommer Maskinvåd med deres andet album, "SOS", og i den anledning holder de releaseparty i København i aften. Du kan dog allerede nu eksklusivt høre herligheden i sin helhed her forneden.

Indtil videre har vi fået singlerne "Sulten Og Syg" og "Det Synger", hvorpå TV-2's Steffen Brandt bidrog med sin karakteristiske vokal. De er sigende for albummet, som GAFFAs Jan Opstrup Poulsen har anmeldt og tildelt fire stjerner. Han skriver: "Duoen bestående af Peter Skibsted og Mathias Kjeldsen har begået, hvad man roligt kan kalde et up-tempo-album. Der er nemlig ikke lagt mange pauser undervejs i deres ungdommelige udlægning af 80'ernes kantede energi på et temmelig groovy album."

I aften går det løs på Musiksmag i Jægerborgsgade i København. Det sker klokken 20.00, hvor Maskinvåd da også spiller en række af sangene fra deres nye album. Du kan læse mere om begivenheden her.

Deres forrige album, "Giftige Slanger", udkom på vinyl, og det kan fans af Maskinvåd nu hjælpe med til også bliver en aktualitet for "SOS", der indtil videre kun foreligger på cd. De har nemlig startet en crowdfunding for at kunne trykke albummet på vinyl. Er du vinylelsker, kan du hjælpe bandet på vej her. 


Hør "SOS" i Soundcloud ved at klikke på dette link.

ANNONCE