x

NorthSide-aktuelle José Gonzalez – Reklamer generer mig oftest

NorthSide-aktuelle José Gonzalez – Reklamer generer mig oftest

For 12 år siden albumdebuterede José Gonzalez, fire år efter kom opfølgeren. Sidan da er der efterhånden gået otte år, men nu er det tid til soloudgivelse nummer tre fra den svenske troubadur, Vestiges & Claws. GAFFA var et smut forbi privaten i Göteborg til en snak om det nye album, filosofi og tv-reklamer.

Jeg har set ham meget, ham José. Der er bare det, at han næppe har set så meget til mig, idet der hat været en væg imellem os. I sommer boede jeg oppe på Masthugget i Göteborg, og flere gange gik han forbi mit vindue. Jeg skimtede også af og til hans buskede hårpragt ved Linnégatan eller omkring Järntorget. For sjov nævnte jeg på et tidspunkt over for nogle venner, at han nok var den mand, jeg så oftest. Jeg forsøgte hemmeligt at tage billeder af ham og hans kæreste fra mit vindue – med det resultat, at kæresten vistnok opdagede mig. Pinligt, men sandt. At jeg nu befinder mig hjemme hos ham i hans 1600tals-lejlighed i Haga, føles derfor næsten normalt. Lidt som at besøge en bekendt – der bare tilfældigvis ikke kender mig.

– Jeg var faktisk lidt usikker på, om vi skulle være her eller oppe på Masthugget, hvor min kæreste bor, siger José Gonzalez, da jeg fortæller, at jeg troede, vi var naboer i sommer, og fortsætter:

– Man kan godt sige, at jeg bor der, men vi leder efter en lejlighed at flytte sammen i. Denne her lejlighed er nærmest blevet mit studie. Jeg har et studie i Mölndal, og jeg har også indspillet lidt der, men mest her i køkkenet. Jeg føler mig mest tryg her.

 

En trilogi på tolv år

Fra det tilstødende værelse høres en playliste. Musikken er mildt sagt en blandet omgang, og man kan høre både Monica Zetterlund og The Velvet Underground, men også noget backbeat og noget, der mest af alt lyder som Shaggy. Jeg lader være med at spørge, og lader José, der i dagens anledning er klædt i en afslappet hvid skjorte og sorte bukser, hælde mere kaffe op til mig, før han begynder at tale om de forventninger, der bygges op i løbet af otte år uden et solo-album.

– Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt, men det er også en smule større end det. Folk, der synes om min musik, henviser stadig til den første plade. Når de kommer til mine koncerter, vil de gerne høre Heartbeats og Crosses. Men jeg kunne lave hvad som helst og udgive det i mit eget navn, men jeg synes, det er fedt at holde en rød tråd rent lydmæssigt. Der er noget charmerende over at finde en niche og så derefter finde variationer inden for den.

Veneer, In Our Nature og Vestiges & Claws. Selvom der er 12 år imellem den første og den tredje plade, vil José stadig gerne se dem lidt som en trilogi. For selv om der er sket ændringer, og sangeren er ældre, skal lytteren kunne genkende sig selv. Men ja, der har været øjeblikke, hvor han blev træt af sig selv, alene med en nylonstrenget guitar.

– Sådan havde jeg det efter In Our Nature, eller faktisk allerede inden på grund af, at jeg turnerede så meget. Jeg var træt af mine sange og af mig selv som kunstner. Men lyden blev jeg aldrig træt af, det var mere manglen på udvikling. Så at finde tilbage til det, jeg har gjort tidligere har været lidt af en "wow"-oplevelse, et lille nostalgitrip. Jeg er jo vokset op med lyden af spansk guitar og sang, så det er lidt som at tage en bid af den livret, man havde som barn. Det er ikke noget, man skal intellektualisere for meget over. Man skal bare føle det.

 

En global kunstner

To år før José Gonzalez blev født, flyttede hans forældre fra Argentina for at bosætte sig Sverige. Om han familiære baggrund får ham til at føle sig global, taler vi ikke om, det er noget, jeg efterrationaliserer over efter vores samtale. Men han beskriver sig selv som en global kunstner, og det er også en af grundene til, at han forsøger at gøre sine tekster så universelle som muligt.

– Jeg hørte en spansk sang forleden, hvor teksten var noget i retningen af: "Jeg havde en ting på min USB-pind", og så synes jeg, man mister lidt af det poetiske. Måske er jeg ikke super anti-det, men det falder mig i hvert fald ikke naturligt at skrive sådan. Jeg synes, der er noget smukt i at kunne tage en tekst ud af sin ramme, placere den et andet sted og se, at den stadig fungerer. Jeg ser mig selv mere og mere som en global kunstner, jeg synger på engelsk, og der er mange rundt om i verden, der kan forstå det. Hvis folk i forskellige kulturer føler, at mine tekster passer på det, er det ekstra sjovt.

Alt på det nye album er dog ikke helt så universelt. Det afsluttende nummer Open Book er en stærk sag om afsked og om at blive forladt. Nerven i nummeret er til at tage og føle på, og det står klart, at det ikke bare er endnu en sang blandt de andre.

­– Det er meningen, den skal føles personlig, og jeg synes også, den stikker ud. For mig er det også en af de vigtigste sange på pladen. Den er både god og oprigtig. I Junip (Gonzalez' band, red.) taler vi om sange, der simpelthen bare er gennemført gode. Og jeg ville skrive sådan en, en These Days eller Blackbird. Det var det, jeg tænkte, da jeg begyndte at arbejde på teksten. Temaet er at blive forladt – enten efter et forhold eller gennem døden, og med det i tankerne, skrev jeg sangen i førsteperson og trak fra mine egne erfaringer, og apropos det universelle, ville jeg skrive en sang, der fungerer for alle, der er blevet forladt på den ene eller den anden måde.

 

Possibilist, ikke optimist

Vi kommer ind på emnet filosofi. Det virker til at optage en del af hans tid, og det er noget, han ofte kommer ind på i interviews. Når vi taler om det, er det vigtigt for ham at påpege, at det altså kun er en hobby, og at han ser sig selv som en glad amatør inden for feltet, samt at han måske ikke burde tale så højt om det, når han nu ikke er så belæst, som mange åbenbart går og tror. Men man kommer ikke uden om, at Vestiges & Claws er en plade fuld af referencer til livets store, filosofiske spørgsmål. Svaret på de fleste er: "håb".

– Jeg lytter meget til folk, der har styr på sociologi, filosofi, historie og videnskab i al almindelighed. For eksempel er gut som Hans Rosling, der sammenligner lande og vurderer hvordan, vores samtid ser ud sammenlignet med andre. Og jeg deler den forsigtige optimisme, han taler om. Vi lever i en tid, hvor sundhed og velstand aldrig har været bedre. Men samtidig er der alt for mange, der har det for dårligt. Så der findes åbenlyse grunde til at give menneskeheden et los i røven. Men man kan også give menneskeheden et klap på skulderen, bare se på voldens historie. Vi lever rent historisk set i den mest fredelige tid nogensinde. Hans Rosling siger, at han ikke er optimist, men possibilist, det er jeg også.

 

Reklamer generer mig i ni ud af ti tilfælde

Det er ikke kun på plade, i radioen eller til koncerter, man kan høre José González' musik. Hans musik er ofte blevet brugt i både film, serier og reklamer. Han tror selv, det dels skyldes, at hans musik er let at få til at passe ind på grund af hans stil, men også at nogle af dem, der arbejder med at finde musik til den slags ting tilfældigvis er fans. Lige meget hvad synes han, det er fedt at høre sin musik, når han tænder fjernsynet.

– Jeg synes, det er vildt fedt. I hvert fald, når det ikke er reklamer. Der kan jeg godt have det lidt ambivalent. Reklamer er i bedste tilfælde neutrale, eller i nogle særlige tilfælde positive, men for det meste er det noget, man helst var fri for. Men når min musik bliver brugt i film eller tv-serier, er det for det meste bare smigrende. Det betyder jo, at der har siddet nogen, der har forsøgt at skabe den rette stemning og så har valgt min musik. Det ser jeg som en stor kompliment.

Men apropos reklamer ser mange kunstnere det som noget negativt at tjene penge på den måde. Er det noget, du har tænkt over?

– Jeg har tænkt rigtig meget over det, og jeg er enig i, at reklamer ikke er noget, vi har brug for i vores samfund, men det er lidt afhængigt af produktet. Jeg bifalder initiativet i Sao Paolo, hvor de har fjernet alle reklamer i det offentlige rum, det synes jeg er fantastisk. Men jeg ved ikke, hvordan reklamemaskinen foregår, jeg ved bare, at reklamer generer mig i ni ud af ti tilfælde.

 

På Lou Reeds playliste

I løbet af årene har flere og flere taget González' musik til sig – også en masse berømtheder som David Byrne, Kylie Minogue og Kirsten Dunst, der alle har været til hans koncerter. Det kan godt være lidt beklemt for en genert fyr fra Göteborg, og en enkelt gang blev han decideret starstruck, da en legende var blandt publikum ved hans koncert på Joes Pub i New York i 2006.

– Det var vildt, at Lou Reed var der. Det var et ret lille spillested, og så var han pludselig foran mig, og jeg blev helt starstruck. Bag efter fik jeg at vide, at han var ret vild med min musik, og at han endda havde min sang How Low på sin playliste, da han døde. Det er altså ret fedt at vide.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA