Vi har været med den albumaktuelle rapper og nybagte far hos tatovøren
Se masser af billeder af Pede B hos tatovøren her
Vi har været med den albumaktuelle rapper og nybagte far hos tatovøren. Byggesten, hedder Pede Bs nye album – de dele, hvoraf man består. Mange af de dele har Pede B fået foreviget i blæk under huden, men ligesom sangene på det aktuelle album er det blevet en del af et større værk. Pede B, der i øvrigt var overrastende frisk og snakkesalig i betragtning af at have en otte uger gammel søn med kolik(!), har delt ud af en stak af sine personlige byggesten her.
Tatoveringen
– Jeg talte med min gamle ven Allan, som jeg i øvrigt synes er en af de ti bedste tatovører, vi har i Danmark – især når det kommer til portrætter og den slags. Og vi legede med tanken om at lave et større kunstværk på mig, – i stedet for alle de der små sjove statements og kække ting, man får lavet, når man ikke er så gammel, som jeg jo i øvrigt også har mange af. Det kommer til at tage 75 timer at lave, men jeg synes det er interessant at bruge mig som lærred, og så symboliserer tatoveringerne de byggesten, der udgør mig, og den person, jeg er.
Hvad vil du, hvad kan du og hvad er du?
– Det er de tre spørgsmål, der indleder min nye plade, og jeg føler, de opsummerer de ting, jeg gerne ville komme frem til i arbejdet med albummet. Jeg må nok hellere snart i gang med at skrive noget utroligt letbenet, for det var godt nok heavy at komme igennem alle de her meget personlige ting. I sommer var jeg nede at besøge noget af min familie i Italien, og igennem snakke med dem kom jeg frem til mange af de personlige historier, Byggesten tager op. Blandt andet hvordan min italienske onkel og danske tante blev behandlet så dårligt i Danmark i 60'erne, at de følte sig nødsaget til at flytte til Italien og skabe sig en tilværelse der, og hvordan min fætter fandt frem til familien til den dræbte person, hvis nyre han havde fået transplanteret, og hans overvejelser om, hvorvidt han skulle kontakte dem eller ej.
At blive far
– Jeg har overvejet alle mine facetter og spekuleret på, om jeg kan undgå at give de mindre positive ting ved min personlighed videre til min søn. Og jeg vil da håbe, at sådan nogle stressede forretningsfolk også en gang imellem stopper op og overvejer, om de virkelig har lyst til at overlevere en arbejdsuge på 70 timer til deres børn. Jeg har i hvert fald gået op i at have så meget fritid som muligt til at være sammen med min søn. Så må pengene komme i anden række. Selvfølgelig ønsker man altid det bedste for sine børn, men det er jo ikke sikkert, man selv er herre over de ting, man giver videre.
Mor lærte mig at høre hiphop
– Jeg er jo et af de her mærkelige tilfælde, hvor det faktisk var min mor, der introducere mig for hiphop. Hun havde et overspillet kassettebånd med MC Einars Den Nye Stil – jeg har flere gange nævnt overfor Einar, at jeg har købt pladerne siden da – og jeg syntes, det var noget vildt grineren musik. Jeg var fire år gammel, og jeg syntes det var mega sjovt, så jeg stjal tit båndet og satte det på min egen Fisher Price-båndoptager inde på børneværelset. Jeg har også fået at vide, at jeg, da jeg var lille, rendte rundt og prøvede at få alting til at rime, så det er en interesse, der er startet ret tidligt.
Det personlige
– Mine sange er meget personlige, for jeg kan godt lide den tilgang til musik, politik og religion, hvor man ikke bare kommer med en mening og så ellers synes, at folk skal mene det samme 100 procent, men i stedet forklarer hvilke ting, man har oplevet og erfaret, der gør, at man har den mening og de holdninger.
Distance fra Fight Night
– Det har betydet noget for mig at lægge lidt afstand til MC's Fight Night, fordi jeg i lang tid bare blev omtalt som "Pede fra Fight Night", og det gør jo ikke noget, for jeg er jo meget taknemmelig for alle de fantastiske og vanvittige oplevelser, Fight Night har givet mig – blandt andet at voksenmobbe Alphabeat på Grøn Koncert og tage på tour med Tv-2. Men for at lægge den fornødne fokus på den "rigtige" musik, jeg laver, blev jeg nødt til at distancere mig fra det. Jeg har ikke været en del af Fight Night siden 2009, og det er først nu, folk er begyndt at slippe den association. For mit eget personlige velværes skyld er det rent karmamæssigt også meget fedt at lave noget, der ikke er så negativitetssøgende. Jeg behøver ikke hele tiden at finde på nye måder at svine folk til, og det er nok meget godt for psyken i det lange løb, haha!
En rod og et rod
– Jeg er ikke så meget en rod, som jeg har været. Jeg tror på, man er på en rejse som menneske, hvor man ender et eller andet interessant sted til sidst. På et tidspunkt havde jeg været oppe at slås, og da jeg så kom op på skadestuen for at få sat min næse på plads, sagde lægen til mig, at jeg havde et blodtryk som en 65-årig kvinde – og da var jeg altså kun 21 år gammel. Der fik jeg sat nogle ting i system, begyndte at træne kampsport igen og fik lidt mindre rod i tingene.
Adrenalinafhængighed og angst
– Gennem terapi har jeg fundet ud af, at jeg har en enorm adrenalinafhængighed. Jeg har altid følt, der skulle ske et eller andet, og når jeg så har forsøgt at lukke ned for min krop rent nervemæssigt, fordi jeg skulle sove, har jeg altid haft problemer med at falde i søvn. Der var altid et eller andet, der blev ved med at køre oppe i hovedet på mig. Hele mit liv har jeg haft svært ved at sove. Og når det kører rundt oppe i hovedet på én hele tiden, begynder psyken at levere angst, når den ikke kan levere adrenalin på andre måder. Og så udvikler man problemer med at være alene og med at falde i søvn, fordi man er sikker på, at man skal dø. Jeg har fundet frem til det via terapi og behandling, men jeg tror, der er ret mange andre mennesker, der ville have godt af at tænke lidt i de baner.
8 Mile
– Da Eminem-filmen 8 Mile begyndte at gå i de danske biografer i 2003, tog tingene virkelig fart for battle-rappen herhjemme. Vi gik fra at være vant til at der var 40 til de indledende runder i Fight Night til 200 deltagere. Hvoraf de 186 var dårlige, haha! Det var helt X Factor-agtigt, folk troede, det kunne være, de var gode til det. Syret. Det blev stort og folkeligt og pludselig kunne vi sælge KB Hallen ud fem-seks år i træk. Det var sjovt at være en del af.
Frygten for det fremmede eksisterer stadig
– Min onkel, tante og fætre var nødt til at flytte tilbage til Italien, hvor min onkel er fra, tilbage i 60'erne, fordi de blev udsat for fremmedhad af de danskere, der boede omkring dem. Og det var altså i 60'erne! Og tingene er ikke ligefrem blevet bedre siden da. Og noget af det, jeg gerne ville frem var, i stedet for at skrive sådan en "sig nej til racisme"-sang, at fortælle en personlig historie, hvor racisme endte med at have nogle ret voldsomme konsekvenser for nogle folk, jeg er i familie med, fordi det danske samfund så så meget ned på dem og havde så mærkeligt et forhold til dem. Jeg tror, der er mange, der forestiller sig, at racisme herhjemme er en ret ny ting, og nogle forsvarer det med at være en naturlig reaktion på nogle folk, der render rundt og laver ballade, men det er det ikke. Det har eksisteret i længere tid, og det tror jeg er en vigtig pointe i forhold til at forklare folk, at det er svært at få bugt med, og at det altså ligger ret naturligt hos mange mennesker – og så selvom det ikke er fremprovokeret af bestemte hændelser eller mediehetz.
Se masser af billeder af Pede B hos tatovøren her
Tre personlige hiphop-plader
For Pede B er det vigtigt, man lærer noget om personen bag sangene, når man lytter til et album. Faktisk føler han sig røvrendt, hvis han efter at have lyttet en plade igennem ikke føler, han kender kunstneren lidt bedre. Så her er hans tre bud på album, hvor man føler sig klogere på kunstneren, når man har hørt dem:
Joe Budden – Mood Music 4.5
– Ham er jeg virkelig stor fan af. En plade fuld af fantastiske numre.
Kevin Gates – The Luca Brasi Story
– En nyere amerikansk rapper, der er et utrolig interessant individ. Han er nærmest et studie i musik. Han har taget en kandidatgrad i psykologi i fængslet, så han laver numre, der halvdelen af tiden er typisk gangsta rap, og den anden halvdel behandler ret tunge psykologiske emner.
Common – Like Water For Chocolate
Folk som Nas og Common er også rigtig gode til de personlige fortællinger, og en plade, der fuld af gode beretninger er Like Water For Chocolate, som er produceret af et ret vildt team bestående af ?uestlove, D'angelo og J Dilla. Ret hidsigt hold at have bag sig.
