x

Se kvinder slå til strengene i 10 musikvideoer

Se kvinder slå til strengene i 10 musikvideoer

NorthSide har netop offentliggjort det britiske og kvindedominerede postpunk-band, Savages. Vi har brygget en liste af hårdtslående kvinder, der gennem tiden har sagt "Shut Up" til fallocentrisk rockmusik, men som i øvrigt ikke er meget for at snakke om det. I stedet leverer de deres "Sweetheart Dreams" som typiske piger, rigtige cherry bombs med fisse i dit fjæs. 

Nelson Can - Talk About It (2014)

Jeg ser twerkende, vibrerende balder, men jeg ved ikke, om jeg bør snakke om det. Den kantede besætning i Nelson Can er ikke meget for at bruge sproget til samtale i deres musikvideo - til gengæld taler de gerne igennem et løssluppent kropssprog til lyden af støjguitar. 

Sleater-Kinney - Get Up (1999)

Med fodfæste i feministisk og venstreorienteret politik spreder Sleater-Kinney sine budskaber i en kombination af tale og sløvede vokaler. Der er ingen farver på jordiske billeder, men universet tryllebinder med sin stjernevrimmel og pink skær i musikvideoen.

Savages - Shut Up (2013)

Fra Get Up til Shut Up. Nogle gange kan det være fint at sprede sine politiske budskaber, andre gang er det bedre at holde sin kæft. NorthSide-aktuelle Savages tysser på verden og får ørenlyd med sin postpunkede kompositioner. 

Baby In Vain - Sweetheart Dreams (2013)

Farver er en overflødighed i dette støjende guitarinferno, hvor regnen pisker ned på den danske besætning i orkestret, Baby In Vain. Musikken bliver leveret med stålsatte blikke, forvredne ansigter og skyggespil.

MOR - Fisse I Dit Fjæs (2008)

Før Karen Marie Ørsted blev til prishøstende MØ, var en hun del af den hårdtslående duo, MOR. Med sætninger som "Du har fedtet rotten i det forkerte skræv" og "Den eneste måde, du nu kan gøre nytte af din pik er at bruge den som en motherfucking trommestik", kalder teksterne på en international oversættelse af MØs tidlige materiale. Forestil dig bare "The only way, you can make use of your dick is to use it as a motherfucking drumstick" blive fremført i Letterman-show. Ikke noget problem.

The Donnas - Take It Off (2005)

Men en amerikansk collegerock-lyd fik The Donnas sparket døren ind til et internationalt gennembrud i starten af 00'erne. Musikvideoen udspiller sig under overskriften "Battle Of The Bands" og viser, at kvinder også kan konkurrere med hvinende guitarer og energisk rock-attitude. 

Bikini Kill: Rebel Girl (1993)

Bikini Kill vil meget gerne være bedste veninder med gadens rebel grrrl og trasker sig derfor igennem videoen med marcherende fodtrin, flettede hænder, bebuskede armhuler og løsthængende tunger. 

L7: Pretend We're Dead (1992)

Alle børn får det nyttesløse husråd at spille død, hvis man skulle møde en isbjørn - L7 bruger husrådet til andre formål, for når man spiller død, kan man nemlig gå imod samfundets konformitet. Udtrykt igennem en arketypisk 90'er-filmæstetik bliver der flashet både farvede lokker og v-formede guitarer. 

The Slits: Typical Girls (1979)

Typiske 70'er-piger fandt man i pavilloner med store manker iført tivolifarvede lak-kasketter og guitarremme over skuldrene. Typiske piger dansede desuden med benspjæt og i nærmest dyriske twist-bevægelser. 

The Runaways: Cherry Bomb (1976)

De mere atypiske 70'er-piger leverede kække rockrim, som "Hello daddy, hello mom: I'm your ch-ch-ch-ch-cherry bomb!". The Runaways stak af fra hjemmets trygge rammer i netstrømper og stramtsiddende korsetter. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA