Nyhed

TV 2 indleder samarbejde med Tinderbox

- Vi har store ambitioner, udtaler chef fra TV 2

TV 2 har netop annonceret et nyt samarbejde med den kommende Odense-festival Tinderbox. Mediesamarbejdet betyder blandt andet, at TV 2 vil være til stede på festivalen.

"Tinderbox er en ny og spændende aktør på festivalscenen. Samarbejdet med Tinderbox giver TV 2 nye muligheder for at få det store, musikinteresserede publikum endnu bedre i tale, og vi har store ambitioner," siger Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2 Kommercielle Partnerskaber, ifølge tv2.dk.

Hvilke specifikke tiltag, der er tale om, lyder der intet om. Men ifølge tv2.dk er der allerede godt gang i idéudviklingen.


"Kommunikation og information til vort publikum er nøgleord for os. Med TV 2 som mediepartner har vi en stærk national samarbejdspartner. Vi ønsker i samarbejdet at bryde rammerne, udvikle og opsøge nye platforme og formater til formidlingen af en festival og dens musik. Det kræver et stærkt partnerskab, en innovativ festival og en udviklingsvillig medievirksomhed. Derfor er Tinderbox og TV 2 et ideelt partnerskab. Jeg ser frem til at komme i udviklingslaboratoriet, til glæde for vort store publikum," siger Tinderbox' festivalchef Brian Nielsen til tv2.dk.

Tinderbox finder sted 26.-28. juni 2015 i Tusindårsskoven i Odense. Indtil videre er store internationale navne som Robbie Williams, Calvin Harris, Major Lazer, The Prodigy, Ellie Goulding, Faith No More, The Cardigans og mange flere blevet offentliggjort. Desuden spiller nogle af de største danske navne som Marie Key, Carpark North, D-A-D, Mø, De Eneste to, Rasmus Walter, Spids Nøgenhat og Lars H.U.G.

Køb billetter til Tinderbox 2015 via GAFFA Live.


ANNONCE