Er det en … Nej, det er Emil Stabil

Er det en … Nej, det er Emil Stabil

Emil med kunstnertilnavnet Stabil er ikke så stabil i dag. Men i navnet skal man måske finde en ledetråd til den ironi, der kendetegner ham som rapper – og så alligevel ikke, for han vil tages seriøst. Han er lige stået op, da vi mødes en regnvåd eftermiddag på Pinds Café i hjertet af Aarhus. Der skulle vi mødes, syntes han, for der må man ryge indenfor. Han har taget sin producer, Christoffer, eller Lil' Producer med. De er trætte begge to, for de har travlt for tiden. Dagen før var de i Købehavn for at lave PR, og senere i dag skal de i studiet og arbejde videre med den nye plade. Hvis altså humøret er til det:

– Vi laver kun musik, når vi selv vil - fordi det skal være grineren. Så jeg presser ikke mig selv.

Hvornår er det grineren at lave musik?

– Det er en følelse, det er svært… Ligesom man ikke kan tvinge et smil frem.

Emil tænder en cigaret og tager en tår af sin kaffe. Jeg spørger ham, hvor hans lidtspecielle stil kommer fra, hvem han er inspireret af?

– Jeg er blandt andet inspireret af Memphis- og Houston-rapscenen, men jeg kan lide alt rap, stort set.

Herhjemme er Emils yndlingsrapper Marwan:

– Hvis Marwan er klar, vil jeg gerne lave en kærlighedsduet med ham, siger Emil og smiler til Christopher.

– Hvis han hellere vil spille trompet, er jeg sgu også klar på det. Bare han er klar. Emil griner lidt distræt og drikker mere kaffe. Det er gået meget stærkt for den unge rapper, så det tror da fanden, at han er træt.

 

Fra Soundcloud til Roskilde

For lidt over et halvt år siden stod Emil backstage ved skatescenen på Roskilde Festival. Han stod og ventede på at skulle på scenen, og var lidt nervøs. Hans nummer Er Det En Fugl var blevet hørt mange gange på Soundcloud og var faktisk blevet lidt af et camp-hit på Roskilde. Han kunne høre folk skrige efter nummeret, imens de foregående artister spillede, og det kom bag på ham. Han havde egentlig bare lagt nummeret på Soundcloud – "sådan lidt for sjov" – og troede ikke selv på, at det ville blive populært. Men det var gået ret hurtigt lige pludselig.

– Danijel Drux Deletic (fra Hiphop-bloggen DDS, red.) havde hørt min musik og ville booke mig til skatescenen. Her mødte Emil Dj'en Pelle Peter Jensen fra Lågsus på P3, som også var begejstret for nummeret. Pelle bookede så Emil til P3-scenen på Smukfest senere samme sommer. Lågsus "breakede" Emil Stabil i radioen og spillede Er Det En Fugl flittigt på P3 – og pludselig gik det stærkt. I efteråret 2014 har han været i heftig rotation og på diskoteksturné med Lågsus rundt i hele Danmark. Han har på den måde allerede vundet et bredt publikum i Danmark og er på vej til noget stort, lader det til. Men han er egentlig bare en forstadsknægt fra Aarhus, der kan lide at lave rapmusik i sin vens kælderlejlighed. Og det med berømmelse er ikke noget, han går synderligt højt op i, eller bryder sig om, for den sags skyld.

 

Fortiden og fremtiden

Emil kigger i sin tomme kop og tænder i stedet endnu en cigaret. Vi skal tale lidt om hans baggrund, men det virker ikke til, at han har særligt meget lyst til det.

– Jeg har egentlig bare haft en tryg og rar opvækst lidt rundt omkring Aarhus, siger han. Han har aldrig taget en uddannelse, men han prøvede at starte på HF for nogle år siden. Han har også gået lidt på frontløberne, men han vil egentlig helst undgå uddannelsessystemet:

– Jeg egner mig ikke til systemet, siger han lidt uroligt. Han kigger igen ned i den tomme kop, som skuffer igen.

Hvad er dine ambitioner for 2015, spørger jeg.

– Jeg vil etablere mig i musikbranchen med et "rigtigt" album – en solid udgivelse, der kan tage mig videre fra Soundcloud. Og videre fra en blåstempling som en "dum rapper", vil det vise sig. Emil vil ud at spille en hel masse koncerter – særligt festivaler, som han synes er sjove at spille på. Han håber meget, at folk kan lide den nye musik.

– Mine fans især. Det nye album er ikke seks gange Er Det En Fugl…, fortæller Emil.

– Jeg bringer noget nyt til Danmark, som ikke er set eller hørt før. En helt anden lyd. Emil sætter sig engageret op i lænestolen og asker sin cigaret.

Blanding er nøgleordet, tror jeg. Emil vil gerne bevæge sig lidt væk fra at være rapperen med et enkeltstående hit, virker det til. I sagens natur har han da også udviklet sig med tiden:

– Det bliver en anden, dygtigere Emil Stabil på den nye plade. Mere erfaren end den, folk hørte på Er Det En Fugl, siger han.

 

"Dum Rap"

Emil lader til at føle et behov for at udvikle sig og bryde ud af rollen som den lidt fjollede, skæve rapper. Emils musik har fået prædikatet "dum rap"af Pelle fra Lågsus og bliver også brandet sådan på deres diskotekstourné.

Hvad skal man lægge i det?

–Jeg er lidt træt af det. Min musik er ikke dum. Det er bare rapmusik. Siger Emil og smiler lidt uroligt. Det kan være svært ikke at kategorisere særligt Emils tekster som en anelse tossede, men for Emil er det bare en rapstil ligesom så mange andre:

– Man skal vænne sig til, at en ny lyd er kommet til Danmark. En ny lyd i hiphop – et sammensmask af genrer og stile.

Kan du give et eksempel på en ny genre, du udforsker på det nye album?

– Det er for eksempel okay nu om dage at rappe boom bap-flow. Emil refererer her til hiphop-subgenren boom bap, som var stor i1990'erne, hvor man brugte trommesamples i stedet for trommemaskiner og rappederimeligt meget lige ud ad landevejen, med en anden lethed, end man gjorde for eksempel i 80'erne (tænk: Gang Starr og ikke Østkyst Hustlers). Emil mener selv, han er kommet et stykke videre fra stilen på Er Det En Fugl.

– Mit flow udvikler sig hele tiden i forhold til, hvad der ellers er. Emil virker i det hele taget ivrig efter at undgå en faldgrube, der kategoriserer hans musik som "dum", og vil måske helst slet ikke tale om det.

Uanset om man finder Emils musik dum eller ej, er han på vej mod noget stort med det, han gør. Men han kan ikke selv vænne sig til det. Faktisk har han ret svært ved at forholde sig til nogle af de ting, der foregår i livet som kendis.

– Der var nogle unge fra et eller andet gymnasium, der ringede til min far forleden, på grund af hans efternavn, fordi de ville i kontakt med mig. Det kan jeg altså ikke forholde mig til, siger Emil og smiler til producer Christoffer. Kravet om at være på konstant stresser Emil, lader det til, men han skal til at vænne sig til tanken, for livet i vælten stiller andre krav, men Emil er ikke så god til det, tror han.

– Jeg er sgu ret dårlig til sociale medier. Jeg nyder egentlig ikke opmærksomheden, siger han og ser lidt utryg ud ved tanken om, at alles øjne hviler på ham. Det bliver spændende, om den nye musik kan leve op til forventningerne, og om han kan have held med at fjerne det uheldige prædikat "dum". Uanset hvad, skal man ikke tvivle på, at Emil er alvorlig med sin musik, og at den nye plade er original i hans øjne:

– Jeg tager musikken meget seriøst, og den nye plade kommer ikke til at lyde som noget andet, siger han. Han kigger en sidste gang efter en sidste dråbe kaffe i koppen, før han skodder sin cigaret, og interviewet er slut.

 

 

 

  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA