Nyhed

TDC-kampagne en succes

Idéen med at invitere danske bands til at bidrage med musik til mobiltelefon-reklame er blevet positivt modtaget

For cirka en måned siden lancerede TDC en konkurrence på MyMusic og TDC's hjemmeside, hvor danske musikere blev opfordret til at komponere en melodi til en af teleselskabets tv-reklamer. Mere præcist drejer det sig om MaxSms+-reklamen, hvori to henslængte fyre fordriver tiden med at kappes om, hvem der hurtigst kan styre deres respektive mobiltelefoner ud over bordkanten ved hjælp af sms-beskeder.

Konkurrencen er nu nået ind i målfeltet, og TDC kan næsten ikke ønske sig en bedre branding end den, konkurrencen har affødt, for indtil videre har intet mindre end 386 danske bands givet deres bud på, hvordan soundtracket til reklamefilmen bør lyde, ligesom mere end 105.000 seere har set og hørt reklamen ved at klikke på den på MyMusic.

Et band, som har fået en del opmærksomhed, er gruppen Pure Pricelessness, der består af tre 18-årige knægte fra Skjern. Deres sang, Kaffe Hos Mormor, viste sig at være så langt fra det, TDC oprindeligt søgte efter, at den helt paradoksalt blev valgt til første runde af tv-kampagnen for MaxSms+.


De tre ungersvende fra Skjern kan imødese en betragtelig KODA-check og en masse omtale for at have bidraget med et af de mere atypiske soundtracks i dansk reklame-tv. Blandt de andre deltagere finder man P3-aktuelle Surfact og Aalborg-gruppen Salem.

Indtil søndag den 11. marts kan man oploade sit eget bidrag, der som minimum skal være en 26 sekunders hjemmelavet mp3-musikfil, hvorefter konkurrencen stopper, og de tre finalister udvælges. Efter udvælgelsen kommer finalisterne i tv-rotation, hvor alle seere på demokratisk vis kan stemme på det soundtrack, man synes bedst om.

Den 8. april offentliggøres så vinderen, der både kan se frem til at få markedsført sit sangbidrag via selve reklamen, få en digital distributionsaftale samt en fremtrædende plads på TDC Musiks hjemmeside, tdcmusik.dk.


Konkurrencens hjemmeside

ANNONCE