x

Nyt fra Poeten & Lillebror

Nyt fra Poeten & Lillebror

Nu hvor Dan Turéll ikke er mere, må vi tage til takke med - men ikke at forklejne - det vækstlag af unge spoken-word-kunstnere, som fortsætter i Turéll-sporet, eksempelvis Poeten & Lillebror, der er på trapperne med album nummer to.

Pladen bærer titlen "Drukner i Ord" og præges blandt andre af så forskellige gæstemusikere som Karl Bille, Rasmus Nøhr, Szhirley, Marcelino Ballarina og Niarn. "Drukner i Ord", der udkommer den 12. marts, følger op på debutpladen, 'Det Bare Ord', fra 2005. Samme aften præsenterer Poeten & Lillebror albummet ved en gratis, offentlig koncert i Copenhagen Jazzhouse. Dørene åbnes klokken 19.

Bag navnet Poeten & Lillebror finder vi den 26 årige Jonas Gülstorff, der til trods for sin unge alder allerede har prøvet lidt af hvert: fra tv- og radiovært på Uptown, 100 FM og TV2 (ungdomsprogrammet Puls) til skuespiller i flere ungdomsfilm (blandt andet 'Møv & Funder') og skribent på undomsbladet Vi Unge. Ved siden af nævnte har han skrevet både lyrik og prosa.

I 2003 fik Jonas Gülstorff imidlertid nok af sit kendisliv, afstedkommet af den store eksponering han fik i de danske medier, og rejste til Los Angeles, hvor han frekventerede flere lyrikcaféer for at opleve bastardgenren Music 'n' Poetry, der inspirerede ham til selv at forsøge sig udi blandingen af poesi og musik.

Da pengene slap op i L.A. vendte Gülstorff hjem til Danmark for at færdiggøre den plade, som han forinden var begyndt skrive sange til under sit ophold i USA. Pladen 'Det’ Bare Ord' resulterede blandt andet i opvarmningsjob for Rasmus Nøhr og Jørgen Leth og livetjanser på Roskilde og Skanderborg Festival.

I marts-nummeret af GAFFA er "Drukner i Ord" anmeldt, hvor den blandt andet får disse ord med på vejen af Ole Rosenstand Svidt: "Underfundige, poetiske observationer fra hverdagen, reciteret musikalsk over en fin, tilbagelænet, jazz-hiphoppet backing".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA