Nyhed

Record Store Day offentliggør særudgivelser

Blandt andre Paul McCartney og Foo Fighters planlægger eksklusive udgivelser

I forbindelse med den internationale Record Store Day den 18. april offentliggøres nu listen over alle de eksklusive udgivelser, som udkommer på den særlige mærkedag. På listen over eksklusive udgivelser finder vi blandt andre kunstnere som Paul McCartney, Foo Figthers, Johnny Cash, U2, Brian Wilson og Bruce Springsteen.

Paul McCartney genudgiver det originale soundtrack til filmen "The Family Way", som ellers længe har været udgået.

Foo Fighters fejrer deres 20 års jubilæum med udgivelsen "Songs From the Laundry Room", som er en 10" vinyl. Vinylen indeholder fire numre, nemlig to demoer af "Big Me" og "Alone + Easy Target", et cover af Kim Wildes hit "Kids in America" samt nummeret "Empty Handed", som ikke har været udgivet før.


Den tidligere Beach Boys-sanger Brian Wilson udgiver 7" singlevinylerne "The Right Time" og "Sail Away", som begge gæstes af de tidligere Beach Boys-medlemmer Al Jardine, David Marks og Blondie Chaplin.

Bruce Springsteen genudgiver hele syv af sine klassiske album i begrænset antal, blandt andre "Born in the U.S.A.", "Born to Run", "Darkness on the Edge of Town" og "Nebraska".

Flere andre artister genudgiver også dele af deres bagkatalog i andre formater end originalt, og især singleformatet, 7" vinylen, kommer til at fylde godt på hylderne ved den årlige Record Store Day. Nogle kunstnere udgiver også sjældne live-indspilninger på vinyl.


Tidligere blev det offentliggjort, at Metallica genudgiver demoen "No Life 'til Leather" på kassettebånd. Læs mere her.

En del af udgivelserne kan købes i GAFFA Shop, men oplagene er meget begrænsede.

ANNONCE