Nyhed

Sebastian tager på soloturné

Sangskriveren kan opleves fra begyndelsen af april og halvanden måned frem, hvor han drager Danmark rundt med sin guitar og guldrandede sangskat

Sebastian har været myreflittig med at spille koncerter siden begyndelsen af det efterhånden ikke så nye årtusinde. Oftest har det været ham selv alene på scenen, kun flankeret af Martin-guitaren, men enkelte bandseancer har der også været plads til. Den kommende soloturné bringer blandt andet Sebastian forbi Gimle i Roskilde, Gram Slot, Musikhuset i Aarhus og Nazarethkirken i Ryslinge.

I 1990'erne stod der musical på skemaet i stor stil for Sebastian, og det ene projekt afløste det andet. Først i 2003, efter en pause på ti år, fandt han igen guitaren frem og tog ud for at underholde danskerne. Om sin tilbagevenden til scenen sagde Sebastian følgende i et interview med GAFFA i 2014:

"Det var aldrig et spørgsmål, om jeg skulle ud og spille igen, og jeg var heller aldrig i tvivl om, at jeg skulle lave et album. Det var mere et spørgsmål om, hvornår det skulle være. Jeg har turneret hvert år siden og nyder det stadig. Så længe publikum har lyst til at komme og høre mig, lige så længe fortsætter jeg."


I forbindelse med de kommende koncerter har Sebastian en overraskelse med til publikum. Nemlig et splinternyt livealbum, som indeholder 20 sange optaget på to soloturnéer i 2014. Albummet med titlen "Så Blidt Til Stede – Solo Live" udkommer først officielt i starten af maj, men det er altså muligt at erhverve sig albummet ved koncerterne og endda få det signeret af hovedpersonen.

Sebastians turné ser således ud:

09/04 – Ishøj Kulturcafé
10/04 – Holbæk Vandrehjem (UDSOLGT)
11/04 – Gimle, Roskilde
12/04 – Slagelse Musikhus
15/04 – Borgerforeningen, Svendborg (UDSOLGT)
16/04 – Gram Slot
17/04 – Kulturstationen, Skørping
18/04 – Musikhuset, Aarhus
23/04 – Magasinet, Odense
24/04 – Røgen Forsamlingshus (FÅ BILLETTER)
25/04 – Fuglsøcentret, Knebel
27/04 – Horreby Kirke
28/04 – Snurretoppen, St. Heddinge
30/04 – Værket, Randers
01/05 – Nordsøens Oceanarium, Hirtshals
03/05 – Studie 2, Koncerthuset, København
27/05 – Nazarethkirken, Ryslinge
28/05 – Skanderborg Kulturhus


Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider

ANNONCE