Nyhed

Iron & Wine barsler med nyt album

Efter en del koncertaktivitet med ørkenrock-bandet Calexico udgiver enmandshæren Iron & Wine nyt album

Omkring år 2000 begyndte flere unge sangskrivere, blandt andre Devendra Banhart, at grave deres forældres gamle, patinerede folkplader op fra kældre rundt omkring og lod sig inspirere af disse. Dette var plader med klassiske og primært britiske tresserfolk-navne som Nick Drake, Pentangle, Fairport Convention og Vashthi Bunyan.

Dette var nok også tilfældet med manden bag Iron & Wine, Sam Beam, der excellerer i (over)følsom singer/songwriting i stil med først og fremmest Nick Drake.

Sidst Sam Beam gav lyd fra sig i albumformat var i 2004 med den vellykkede "Our Endless Numbered Days", der fik en fornem femstjernet anmeldelse af GAFFAs anmelder. Siden har Sam Beam blandt andet turneret sammen med folk-rock-gruppen Calexico; et band, der ifølge Beam har påvirket ham meget i arbejdet med den kommende plade, der bærer titlen "The Shepherd's Dog". Det betyder, at pladen i forhold til Iron & Wines tidligere udgivelser bliver lidt mere "løs" og "munter" i udtrykket.


Allerede til sommer udkommer en single-forløber til albummet, der sandsynligvis bliver sangen "Boy With a Coin", der er et destillat af det sangskriverunivers, som kommer til at præge den nye plade. Ifølge Sam Beam har sangen en "afrikansk-klingende" guitar, så man kan godt begynde at indstille sig på et anderledes musikalsk udtryk fra den front.

Som forklaring på at det er taget cirka tre år om at indspille den nye plade, kommer Sam Beam ikke rigtig med noget tilfredsstillende svar, udover at "det tog længere tid, grundlæggende fordi jeg havde tid til det". Det ser ikke ud til, at Sam Beam er påvirket af den vestlige verdens største helbredstrussel: Stress.

Pladen udkommer sidst i september på Sub Pop, og det er planen, at albummet følges op af en turné i Nordamerika og Europa.


Tracklisten til "The Shepherd's Dog":

01. Pagan Angel and a Borrowed Car
02. White Tooth Man
03. Lovesong of the Buzzard
04. Carousel
05. House by the Sea
06. Innocent Bones
07. Wolves (Song of the Shepherd's Dog)
08. Resurrection Fern
09. Boy with a Coin
10. The Devil Never Sleeps
11. Peace Beneath the City
12. Flightless Bird, American Mouth

ANNONCE