x

Guide: Weekendens 11 essentielle koncerter

Guide: Weekendens 11 essentielle koncerter

GAFFA har også denne weekend samlet en blandet pose koncert-godter, både fra den ene og den anden side af Storebælt. Der er både lidt til dansebenene, fællessangstrangen, et lille stykke live musikhistorie, frække langhårede pantere og meget mere – og bedst af alt kan du stadig nå at sikre dig billetter ved at klikke på kunstnernavnene.

Torsdag den 19. marts:

Jungle, Train

Den London-baserede duo vender tilbage til Danmark, efter de i november i fjor solgte Lille Vega ud og endte med at spille i Store Vega. Da de populære drenge i juli 2014 udgav det selvbetitlede debutalbum "Jungle", var det med 5 stjerner fra GAFFA-anmelderen Simon Nathanael, der konkluderede, at: "Det her er ganske tæt på at være et mesterværk". De torsdagsfriske kan med andre ord glæde sig til en groovy lille fredag med masser af funky 70'er electro-soul til dansebenene.

Skousen & Ingemann, VoxHall

Du kender sikkert den danske klassiker "Herfra hvor vi står" fra albummet af samme navn fra 1971. Efter et par album yderligere gik de to psykedeliske folkrock-pionerer hver til sit, for at gendannes i 2011, hvor de igen tog turen rundt i det danske land i forbindelse med 40 års jubilæet af "Herfra hvor vi står". Nu er de tilbage på Voxhall et år efter sidste koncert, hvor GAFFAs anmelder Espen Strunk gav 5 stjerner til de to ældre herrer under overskriften "Nostalgi og nærvær ved gedigen genforeningskoncert".

Eskobar, Atlas

De to svenskere i Eskobar, der ellers var i fare for at ryge i kassen med one hit wonders med deres internationale 2002-hit "Someone New", udgav i denne måned ep'en "Untrap Yourself" og tager i den anledning på turné. Dette bringer dem forbi Danmark, hvor de spiller tre intimkoncerter, blandt andet på Atlas i Aarhus denne torsdag, samt på Loppen i København fredag den 20. marts. 

Fredag den 20. marts

København

Art Garfunkel, Koncerthuset

Du kan opleve et stykke musikhistorie i Koncerthuset denne fredag i København. Art Garfunkel er nok mest kendt fra duoen Simon & Garfunkel, som splittede op i 1970. Men for tiden er han draget på turné uden Paul Simon, der som bonusinfo er på tur med Sting i disse dage. Den ældre herre, der har rundet de 70 for et par år siden, besøgte sidst Danmark tilbage i 2008, hvor GAFFA-anmelder Simon Høgh Meldgaard gav fire stjerner til koncerten i Odense Koncerthus med ordene: "En halvdel af en for længst opløst duo, der såmænd stadig kan synge".

Steel Panther, Store Vega

Bandet, der oprindeligt opstod som et coverband, har siden 2003 været leveringsdygtige i original og satirisk 80'er-glamrock. Da Steel Panther sidste forår besøgte Amager Bio, var det med masser af sex, sjov og rock'n'roll, og mon ikke det er lige netop en weekendstarter af den kaliber publikum kan forvente. GAFFAs anmelder Christian Weigel var i hvert fald begejstret over, hvad han selv betitlede som et "effektivt blowjob i Amager Bio", hvilket udløste 5 stjerner.

 

 

Aarhus

The Savage Rose, Voxhall

Efter at have fyldt de danske spillesteder på efterårsturnéen i 2014 bevæger The Savage Rose sig nu atter på tour rundt i det forårsramte Danmark. Da The Savage Rose indtog DR Koncerthuset den 25. oktober, var GAFFAs Annie Fuglsang ikke i tvivl. Hun kvitterede med seks flotte stjerner for koncerten og skrev: "Når musik rammer som i aften, er der ingen ord, der virker tilstrækkelige til at beskrive de følelser, der slår ned i én som et lyn, forplanter sig i kroppen på sitrende vis og vækker alle sanser. Nej, ingen ord kan indkapsle den magi, som The Savage Rose skabte denne lørdag aften […]." Der er få billetter tilbage til fredagens koncert på VoxHall. The Savage Rose spiller på Fermaten i Herning lørdag aften.

Aalborg:

Nikolaj Nørlund Solo, Studenterhuset

Den erfarne danske sanger og sangskriver Nikolaj Nørlund er efterhånden snart færdig med sin turné, der startede i januar. Nu er turen kommet til Studenterhuset i Aalborg. 2014 var et rigtig godt år for Nørlund. Han har atter opnået anerkendelse og status som en af de dygtigste i Danmark, men samtidig har han inkluderet diverse sangere og sangskrivere takket være fornemme anmeldelser og velbesøgte koncerter. Nørlund har dog aldrig været bange for at stå alene på scenen, og på den igangværende soloturné er der rig mulighed for at opleve den særlige stemning, som han og hans moderne sangskrivning giver, når han er helt solo på scenen. Nikolaj Nørlund spiller også i Bygningen i Vejle lørdag aften.

Marie Key, Vejle Musikteater

Der var store forventninger til det tredje soloudspil "Tænker Du Vi Danser" fra den folkekære Marie Key. Og hun skuffede ikke. Tilbage i februar gav GAFFAs Jan Opstrup Poulsen pladen hele fem stjerner. Han skriver blandet andet: "Med Tænker Du Vi Danser har Marie Key begået det perfekte popalbum. Vellyden er overvældende, og en smygende soul giver en dyb varme i den melodiske synthpop." Der er nu dømt turnéstart fredag aften i Vejle, og hun spiller desuden også på Train i Aarhus både lørdag den 21. marts (udsolgt) og søndag den 22. marts. 

Næstved:

Suspekt, Vershuset

Hiphop-trioen Suspekt er klar med deres anden turné oven på udgivelsen af efterårets meget roste femte album, "V". Vi skal advare mod tekster, der ofte bevæger sig under bæltestedet. Turnéen fortsætter på Viften i Rødovre lørdag.

 

 

 

Lørdag den 21. marts:

Odense

Maggie Björklund + Jørck, Dexter

Den danske pedal- og steelguitarist og singer/songwriter udgav i september sidste år det anmelderroste album "Shaken", der favner over musikalske genrer som indierock, country, psykedelika og pop. Lørdag den 21. marts rammer hun Dexter i Odense, inden hun forlader Danmark for at turnere rundt i Tyskland. Singer-songwriter-duoen Jørck varmer op.

The Wombats, Posten

Det britiske indie-band The Wombats rammer Posten i Odense lørdag den 21. marts. Briterne udgav deres debutalbum "A Guide to Love Loss and Desperation" tilbage i 2007. Den fik fire stjerner af GAFFAs Kristian Bach Petersen, som blandt andet skrev: "En vombat er et murmeldyrlignende pungdyr, The Wombats er derimod et ærkebritisk indierockband, hvis musikalske udtryk ligger et sted mellem Kaiser Chiefs og The Rakes." 

 

 

Alt det, du går glip af

Der spilles da også nogle koncerter i weekenden, hvor du simpelthen ikke har været hurtig nok til at snuppe et par billetter med hjem. Torsdag aften spiller den svenske sanger og sangskriver Thåstrøm koncert i Amager Bio, og søndag aften rammer det britiske tomandskraftværk Royal Blood Vega i København – begge steder er der udsolgt.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA