Rapperen er ikke velkommen hos en musikfan – der dog aldrig har været på festivalen
En underskriftindsamling på underskrift-sitet Change.org vil have Kanye West fjernet fra årets Glastonbury-festival, hvor han for få dage siden blev annonceret som hovednavn lørdag aften. Indtil videre har mere end 80.000 skrevet under på opfordringen, der lyder som følger:
"Kanye West er en fornærmelse mod musikfans verden over, og vi bruger hundredvis af kroner på at deltage på festivalen. Derfor forventer vi også en vis grad af underholdning. Kanye har været meget åbenmundet om sit syn på musik... han bør lytte til sine egne råd og videregive sin plads på festivalen til en, som fortjener det! Lad os forhindre denne musikalske uretfærdighed nu!"
Neil Lonsdale, manden bag indsamlingen siger til NME: "Glastonbury har brug for store, energiske kunstnere. Glastonbury er en institution! Derfor forventes det også, at festivalen har de største navne. Kanye repræsenterer ikke denne kategori... For to år siden spillede Rolling Stones lørdag aften, nu har vi Kanye West. Det er en skandale!"
Trods denne udmelding afslørede Lonsdale, at han aldrig har været til Glastonbury før. I mellemtiden er der også dukket en ny anmodning op kaldet "Aflys alle andre navne end Kanye West". Denne anmodning har dog kun 115 underskrifter på nuværende
tidspunkt.
Kayne West eller festivalen har endnu ikke reageret på anmodningen.