x

Kanye West kritiserer Roskildes booking af McCartney

Kanye West kritiserer Roskildes booking af McCartney

Det vakte stor jubel sidste måned, da Roskilde Festival offentliggjorde, at den legendariske eks-beatle Paul McCartney spiller på Orange Scene lørdag den 4. juli. Det er dog ikke alle, der er lige imponeret over den booking. I en mailkorrespondance via Kanye Wests management vender rapperen nemlig tommelfingeren nedad.

"Ikke nogen disrespekt over for min ven Paul," siger Kanye West. "Men har han ligesom ikke haft sin tid? Efter min mening burde man fokusere mere på at booke nutidig musik i stedet for at gå på jagt i gemmerne, og jeg mener, nok har Paul haft et par hits, blandt andet hjulpet på vej af mig selv, men hvad er han egentlig i sammenligning med Beyoncé?"

Kanye West uddyber sit standpunkt, nemlig at man i nostalgiens navn forsømmer den egentlige kunst, og han gentager på den måde sin ætsende kritik af Beck fra den famøse afbrydelse til den amerikanske prisfest Grammy Awards.

I Danmark møder Kanye Wests kontroversielle udtalelser begejstring. Samfundsdebattør og musiker Henrik Marstal jubler til GAFFA, at Kanye West faktisk peger på det skævvredne forhold mellem mandlige og kvindelige optrædener på Orange Scene.

"Sidste år var kun 18 % af de bookede kunstnere på Orange Scene kvinder, så jeg synes klart, at Kanye West har fat i den lange ende, når han fremhæver Beyoncé som en mere aktuel booking," fortæller Marstal og fortsætter: "Det er jo en forældet tankegang, at man prioriterer en privilegeret hvid mand før en kvinde."

Kulturminister Marianne Jelved udtalte for et par uger siden, at det er et "problem", at der er for mange mænd i den danske musikbranche, og Henrik Marstal har derfor planer om et topmøde med Kulturministeren og Kanye West i perioden 24.-28. juni, hvor Kanye West spiller på den engelske Glastonbury Festival.

"Det er min drøm at kunne få Kanye West til at være formand for min nystiftede forening "New Balance" eller på dansk "Ny Balance", som skal være en verdensomspændende musikkønspolitisk organisation, der skal kæmpe for at få flere kvinder ind i musikbranchen".

Henrik Marstal afslører, at en af foreningens mærkesager bliver at få kønskvoter for de optrædende på festivaler og spillesteder.

Sloganet for den nye forening er hentet med inspiration fra en sønderjysk talemåde: "Hvis man i Sønderjylland får gæster, og de ikke behøver at banke på døren, plejer man at sige "Kom ind uden pik", siger Henrik Marstal og bryder ud i et grin.

Roskilde Festival 2015 finder sted gennem otte dage fra den 27. juni til den 4. juli. Danske The Minds of 99 har fået æren af at sparke festlighederne i gang fra Orange Scene.

Find billetter via GAFFA Live eller bestil GAFFA Camp inkl. opstillet telt og billetter her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA