Nyhed

GAFFA anbefaler: 11 essentielle til Roskilde

Hvilke kunstnere må du bestemt ikke gå glip af på årets festival?

I dag har Roskilde Festival løftet sløret for årets program, der byder på ikke færre end 166 kunstnere. Det kan derfor allerede nu betale sig at begynde at planlægge, hvem man bare ikke må gå glip af, fordi det kan trods alt være svært at danne sig det nødvendige overblik, når først festivalen ruller og der pludselig er klister på campingstolen.

GAFFA anbefaler her 11 essentielle kunstnere, som du bare ikke må gå glip af i år:

Deafheaven

Deafheavens stil er blevet kaldt banebrydende. Det er nemlig et umage mix af black metal og shoegaze. Omdrejningspunktet er forsanger George Clarke og guitarist Kerry McCoy. Førnævntes torturerede brøl og skrig går i spænd med sidstnævntes stemningsfulde guitarflader. De gjorde sig markant bemærket i musikpressen og blandt alverdens anmeldere med deres andet album "Sunbather", der udkom i 2013. Albummet var på mange musik-sites at finde i toppen over årets absolut bedste udgivelser.



Father John Misty

Den tidligere trommeslager i Fleet Foxes breder atter vingerne ud på sit nye soloudspil, det meget roste "I Love You, Honeybear". GAFFAs musikanmelder Lars Löbner Jeppesen kvitterede med hele seks stjerner og skrev blandt andet: "Tekstmæssigt er Tillman i en særegen liga med ofte misantropiske, spydige og tragikomiske fortællinger, ikke ulig en Randy Newman, og der har ærligt talt ikke været en mere underholdende knækprosaist, siden Rufus Wainwright peakede."

 

Florence + The Machine

Den 1. juni udkommer varmblodede Florence + The Machine med et nyt album. "How Big, How Blue, How Beautiful" kommer det tredje udspil til at hedde, og vi har allerede fået titelnummeret og "What Kind Of Man" at høre. Sidste udspil var "Ceremonials" fra 2011 som fik fire stjerner af GAFFAs Erik Barkman. Han konkluderede: "Heldigvis har Florence Welch stemmen til at matche rammerne – og sange at fylde i dem."



Nils Frahm

Den 32-årige tyske pianist Nils Frahm har de sidste små ti år gjort sig bemærket med sin særegne blanding af klassisk klaver og elektronika. Den Berlin-bosiddende komponist var senest aktuel med livealbummet "Spaces" fra sidste år, og har optrådt herhjemme adskillige gange - blandt andet på Spot Festival i Aarhus sammen med danske Marybell Katastrophy såvel som ved Frost Festival og i DR Koncerthuset. Seneste studieudspil var "Screws," som blev varmt modtaget af GAFFAs anmelder og blandt andet fik følgende ord med på vejen:

"Screws er måske blot indspillet med en enkelt mikrofon i al enkelthed i privaten, men det har så megen nerve og tilstedeværelse, at det er et klart bevis på, at man selv med ni fingre – og uden store produktionsmæssige dikkedarer – kan skabe smør for sjælen."



Kwabs

Den britiske electro-soul sanger Kwabs er blevet spået en storslået karriere af musikmedier verden over. Kwabs har nydt anerkendelse i hele Europa med singlen "Walk", der er strøget til tops på de tyske hitlister. Kwabs har netop offentliggjort, at han smider sit debutalbum "Love + War" på gaden den 18. maj og udtaler i den forbindelse: "Jeg er så begejstret for endelig at annoncere detaljerne om mit debutalbum. Det føles godt at udgive ny musik efter et fantastisk 2014. Responsen i England og nu internationalt har været overvældende (...) "Perfect Ruin" er en af mine yndlingsnumre på albummet, og ud af alt materialet er det højst sandsynligt den sang, fans har været mest interesserede i at høre i et færdigt miks".

Den 24-årige sanger har blandt andet arbejdet med Sohn og Dave Okumu og har derudover udgivet tre ep'er "Pray For Love", "Wrong Or Right" og "Walk", der alle er blevet modtaget med rosende ord. 


 

Kendrick Lamar

"To Pimp A Butterfly" tegner sig allerede nu som en af årets største udgivelser. Lamars overraskende tidlige udgivelse af albummet blev streamet 9,6 millioner gange på udgivelsesdagen, og slog dermed rekorden for flest streaminger på et døgn. "Var det årets bedste hiphop-album, der lige landede en uge for tidligt der," spurgte musikanmelder Michael José Gonzalez i sin seks-stjerners anmeldelse


Paul McCartney

Come on ... Manden er en legende. The Beatles. Wings. Behøver vi virkelig skrive mere?

 



Nicki Minaj

Hun må siges at være dronningen af mikrofonen i en tid, hvor det er længe siden, vi har hørt noget seriøst på musikfronten fra damer som Missy Elliott, og Lil Kim og Queen Latifah har for travlt med at gøre væsen af sig på lærredet. Efter at have imponeret Lil Wayne med sine mixtapes skrev hun kontrakt med Weezys pladeselskab Young Money, og ligesom chefen skabte hun en massiv hype omkring sig selv gennem netop mixtapes og vanvittige gæsteoptrædener på andre kunstneres numre. Mest markant med sine rablende genialiteter og vanvittige skizofrene flow på Kanye Wests "Monster", hvor hun både overskygger Mr. West selv, Jay-Z, Rick Ross og Justin Vernon.

 



Pharrell

Bare rolig! Marvin Gayes familie har ikke konfiskeret Pharrells store hat efter en tur i retten. Han står stadig som en af årtiets mest sikre hitsmede. Vi får den fulde pakke med Pharrell; musik, mode og glæde. GAFFAs musikanmelder Sohail Hassan var yderst begejsteret for albummet "G I R L", der udkom sidste år, og han kvitterede med seks stjerner og konkluderede: "Man under Pharrell hans plads på toppen, når han i høj grad leverer varen. Den her bliver svær at slå." 



The Tallest Man On Earth

Den svenske sanger og sangskriver Kristian Matsson aka The Tallest Man On Earth udkom med sit debutalbum i 2008. Siden da har han været produktiv og til maj udkommer hans fjerde album "Dark Bird Is Home". Dette er hans første indspilning med fuldt band, så mon ikke også det er, hvad vi får at opleve på Roskilde. The War On Drugs 

"Lost In The Dream" fra sidste år blev kåret som ét af de absolutte bedste udspil i 2014. Populariteten har da også været at mærke på, for danskerne tropper glædeligt op, når The War On Drugs skruer helt op - de spiller højt! - og giver den ene guitarsolo efter den anden i et rustikt Bruce Springsteen-landskab. Da de indtog VoxHall sidste år, skrev GAFFAs anmelder i sin fem stjerners anmeldelse


"The War On Drugs er ren oktan. Granduciels stemme er soundtracket til en roadmovie, den er slidte denimbukser og boots. Musikken ruller som et sovende tog over græsenge og marker indhyllet i sommerens milde nattemørke. Det er stor rock. Det er amerikansk rock. Tidløs americana. Det besidder den kvalitet at ophæve hverdagens tyranni til et mytisk epos – på samme måde som Bruce Springsteen eller Bob Dylan har gjort det før. Det er som en opdatering af den allerede eksisterende amerikanske musikskat. Om man er gået vild i en drøm eller blot på jagt efter en, kan man kun ønske The War On Drugs god færd videre."

ANNONCE