x

Imagine Dragons – Med verden som hjemmebane

Imagine Dragons – Med verden som hjemmebane

På det berlinske hotel Nhow, der synes formstøbt i pink plastic lige så tacky som store dele af Imagine Dragons' hjemby, Las Vegas, tager guitarist Wayne Sermon og trommeslager Daniel Platzman imod i en kæmpe suite med et hvidt flygel i midten og femstjernet udsigt over Spree-floden. Den snaksalige trommeslager afslører dog hurtigt, at værelset blot er lånt for, at det skal se ud af noget, og at bandets fire medlemmer bor på den anden side af hotellet i langt mindre værelser med udsigt til en stærkt trafikeret vej.

Når man som jer kommer fra Las Vegas, er resten af verden så en kedelig omgang i sammenligning?

Daniel: – Nej slet ikke. Det er for eksempel ret sjovt at se det der andet Eiffeltårn, når man kun er vandt til det hjemme i Vegas.

Wayne: – Vegas er ekstremt kunstig, men også meget autentisk, fordi det er en by, der er meget bevidst om, at den er så kunstig. Så jeg vil også sige, at det er ret underholdende at opleve de originale steder, som Vegas har kopieret.

Daniel: – Vi var eksempelvis i München i går og besøgte bryggeribaren Hofbräuhaus, som vi ellers kun kendte fra Vegas. I Vegas påstår de, at det er en nøjagtig kopi af bryggeriet i München, men det kunne langt fra måle sig med originalen. Det er den klassiske Vegas-attitude.

I modsætning til når I er på turné, har I så større mulighed for at opleve de steder, I besøger på en interview-tur som denne?

Daniel: – Faktisk ikke, for vi prøver at klemme så meget effektivt arbejde ind som overhovedet muligt. Det er selvfølgelig en underlig arbejdsopgave, det her, og vi vil da langt hellere udtrykke os med vores musik end at sidde og snakke om os selv i timevis. Men vi er i en situation, hvor der rent faktisk er nogen, der gider at lytte til os nu. Det er åbenlyst en fantastisk situation at være i, selvom det også er bizart. Så vi klager ikke.

 

I konkurrence med bikiniklædte blackjack-dealers

Vegas er en by kendt for uanede mængder underholdning døgnet rundt, har det spillet en faktor i, at jeres musik lyder så prangende og opmærksomhedsgribende?

Wayne: – Ja det er nok meget rigtigt.

Daniel: – Det var dig, der sagde det – og på en meget pæn måde. Hvis jeg selv sagde det om os, ville jeg lyde som en kæmpe idiot. Men mængden af underholdning per kvadratmeter i Vegas har helt sikkert spillet en vital del i Imagine Dragons' udtryk. De første to-tre år som Imagine Dragons spillede vi mange kasino- og hoteljobs som et lounge-act, du ved fire-fem aftener om ugen i seks timer ad gangen. Vi spillede coversange og sneg også et par af vores egne sange ind, når det lige passede. Publikum skifter stort set hvert kvarter, så du er nødt til at spille sange, som folk kender eller på anden måde fange deres opmærksomhed, for at de bliver hængende. Folk var jo ikke kommet for at se os spille, de var der derimod for at drikke, gamble eller glo på de bikiniklædte blackjack-dealers, så vores opgave er at stjæle deres opmærksomhed så længe som muligt. I sådan en situation lærer du at være oppe på tæerne og gøre, hvad der skal til for at larme højere end alt den anden larm.

Hvilke sange fortolkede | dengang?

Wayne: – Vi spillede kun ting, som vi havde lyst til, for der var heldigvis ingen, der beordrede, hvad vi skulle spille. Vi spillede meget klassisk rock og lidt nyere materiale såsom MGMT og Britney Spears.

Daniel: – Vi lærte også, hvordan man aflæser et publikum, for det er en god ting at kunne se, at det bedste, man kan gøre for publikum lige nu er at spille I'm Gonna Be (500 Miles) med The Proclaimers, selvom vi lige har spillet den for tre sange siden.

Det er også en klassiker, man med fordel kan have på repeat.

Wayne: – Især i Skotland.

Daniel: – Ja, vi spillede den faktisk på T In The Park-festivalen i Skotland, og alle – og jeg mener vitterligt alle – sang med af fuld hals. Det var fantastisk.

Var The Killers et band, I så op til, som nogle fra Vegas, der rent faktisk fik succes uden for hjembyens grænser?

Wayne: – De er bannerførerne for alternativ musik i Las Vegas, så helt klart ja. De var det første band, der slog bredt igennem, men det er ikke kun derfor, jeg ser op til dem. Vi kendte dem ikke rigtigt personligt, da de startede ud, men vi har senere lært dem bedre at kende.

Daniel: – Ja, vi har spillet nogle koncerter sammen hjemme i Vegas. Deres trommeslager Ronnie Vannucci er simpelthen noget af det sødeste, man kan forestille sig.

Wayne: – Jeg har også engang spillet en guitarduel med deres guitarist Dave Keuning til en af vores egne koncerter i San Diego. Jeg håber virkelig, de finder sammen igen og laver et nyt album.

Ud over The Killers og jer, er der så overhovedet andre navne fra Las Vegas, man bør kende?

Daniel: – Panic At The Disco kommer også fra Vegas, og ellers er der et nyt band, der hedder Brumby, der er ret gode. Vi spillede også engang nogle koncerter med et band, der hedder Cynics. Dem bør man tjekke ud, selvom de desværre ikke eksisterer længere.

 

Verdens dårligste til at fejre succesen

I pressemeddelelsen for jeres nye album Smoke + Mirrors står der, at jeres sanger Dan Reynolds ofte ville tage direkte fra en veloverstået koncert tilbage til sit hotelværelse for at arbejde på nye sange. Det fik mig til at tænke på, om I overhovedet har fejret jeres succes?

Daniel: – Vi er verdens dårligste band i historien til at fejre os selv.

Wayne: – For nylig ville vi have fejret, at vi var gået nummer et på den amerikanske hitliste ved at gå ud og spise en god middag. Vi endte dog bare med at sluge en pizza på det nærmeste pizzeria, da det regnede, og vi frøs. Så der fik vi heller ikke fejret os selv, og jeg tror faktisk aldrig vi kommer til det.

Daniel: – Ej, det må du ikke sige, det skal nok lykkes en dag.

Wayne: – Nej.

Daniel: – Vi har aldrig været det seje og konstant festende band, for vi er bare nogle nørder, der godt kan lide at spille musik. Det kunne være fantastisk, hvis man bare kunne falde i søvn efter en koncert, for klokken er ret mange, men det er umuligt grundet al den adrenalin, der pumper rundt i kroppen. Så normalt hiver vi hver især vores computer frem og ender med at arbejde på noget musik.

Hvilke øjeblikke i jeres karriere burde I så have fejret?

Wayne: – Vi burde nok have fejret, at vi fik lov til at optræde med Beatles-sangen Revolution foran Paul McCartney og Ringo Starr til et hyldestshow for dem.

Daniel: – For mig toppede det, da Weird Al Yankovic lavede en parodi af Radioactive som Inactive sidste år. Jeg er nemlig kæmpe fan af ham, og jeg havde joket med min familie om, at man først var noget inden for musikken, når man var blevet parodieret af Weird Al, så min familie jublede faktisk mere over, at vi blev fortolket af ham, end de gjorde, da vi vandt en Grammy.

Første gang I mødtes som band, satte I jer med pen og papir og skrev jeres vision for, hvad I ønskede, at Imagine Dragons skulle være og opnå. Er tingene på listen gået i opfyldelse?

Wayne: – Vi har helt klart opnået mange af de ting, der stod på listen.

Daniel: – Det var for eksempel meget vigtigt for os, at vi ikke kun var et band, der spillede hjemme i Amerika, for vi ville ud og se hele verden.

Wayne: Det skal føles hjemligt, uanset hvor i verden vi befinder os, det var et klart mål.

Daniel: – Vi mangler vist bare at opnå total verdensdominans, og så at alle medlemmer i bandet får hvert sit hotelværelse med den gode udsigt.

 

Mysteriet om anagrammet

Historien bag navnet Imagine Dragons fortæller bandet glædeligt, for det er såmænd et anagram af en sætning, der i sin tid betød meget for bandet. Hvad sætningen rent faktisk var, vil de derimod under ingen omstændigheder ud med. Som de her fortæller, har de ikke engang fortalt deres mødre det, og de ryster da også afvisende på hovedet, da følgende anagrammer bliver forslået.

I am in gods anger

A roaming design

A demon is raging

A mean rigid song

Asia grind gnome

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA