x

GAFFA på Tallinn Music Week - dag 2

GAFFA på Tallinn Music Week - dag 2

(Se stort billedgalleri fra Tallinn Music Week i GAFFAs gallerisektion her.)

Dagen lagde ud med champagne i langstilkede glas i konferencelokalet på Nordic Hotel Forum. Den estiske og såkaldte rock'n'roll-præsident, Toomas Hendrick Ilves var traditionen tro, den første på talerstolen. I humoristiske vendinger og en noget uformel tone prædikede han om, hvorledes musik skal rodfæstes og holdes ved græsrødderne. Med ordene "Musik skal være befriende og ikke i statens tjeneste" understregede han kapitalismens ødelæggende kræfter, så ved at gøre musik et anti-politisk anliggende tilegner kunsten sig en vigtig magtfaktor. En sympatisk tale, der faldt i god jord hos de mange fremmødte, der kvitterede med perlende latter og klapsalver.

Forgrundskvinden for Tallinn Music Week, Helen Sildna gav også sit besyv med, og lagde særlig vægt på kvinders position i musikbranchen. Og således fortsatte formiddagen i kvindernes tegn med et dybdeborende interview af Viv Albertine, der slog sin folder i halvfjerdsernes punkmiljø som en del af det britiske kvindeorkester, The Slits. I en passioneret talestrøm fortalte hun om den kvindelige dekonstruktion af et mandsdomineret rockmiljø, hvor synet af en kvinde med en guitar var særlig kontroversielt. Der blev også plads til en svada mod moderne musikkultur, der ifølge Albertine, fremlægger en stribe af musikalske rekonstruktioner blakket for provokation.

Kontraster i både rum og lyd

Aftenen begyndte på NO99. En majestætisk bygning med malede loftshvælvinger og glimtende lysekroner. Den estiske sangerinde Lukas Ingrid havde i dagens anledning kun følgeskab af en trommeslager. Indhyllet i blåligt skær lagde hun sin lydbund af dronetoner fra en synthesizer og fremførte sin moderne nordiske lyd med fikspunkt på hendes søvnige vokal, der kombinerede popmelodier med traditionel estisk folkesang. Koncerten var generelt præget af lidt for lange, statiske støjpassager, der blev kombineret med en ustyrlig form for stammedans, der ikke tilførte udtrykket meget positivt. Det fungerede langt bedre, når den danseglade sangerinde nuancerede sit tangentspil med melodiske fraser, i stedet for de trættekære hviletoner.

Derefter gik turen til den gamle biografsal i Kino Söprus, hvor den britiske trio All We Are underholdt gæsterne, der sad tilbagelænede i salens røde biografsæder. De poprockede melodier blev fremført foran biograflærredet, der med hurtigt skiftende billeder gav fornemmelsen af, at orkestret i virkeligheden kørte på en landevej med underlægningsmusik. En roadmovie, om man vil. Vokalerne blev fremført i høj falset af trommeslager, Rich O'Flynn og en uskyldsren, nærmest barnlig tone af bassist, Guro Gikling. Og netop det uskyldsrene var et karakteristisk træk for gruppen, hvis sange mindede lidt om følelsen, man får, når man blæser sæbebobler. Man nyder synet af de glinsende bobler med et øjebliks fascination indtil den brister og forsvinder fra hukommelsen. Ikke desto mindre var det dejligt befriende at lytte til et orkester, der hyldede den simple popmelodi uden de store svinkeærinder.

Anonymt beliggende på et lille stræde lå den lille bar, Paar Veini, der husede aftenens Bass Music Showcase. Under kunstnernavnet The Micronaut åbnede tyske Stefan Streck ballet, der endnu ikke havde tiltrukket sig den store lytterskare. Med sin laptop på en gammel skolestol og resten af sit gear på et vakkelvornt bord fremførte han sin basbaserede industrielle lyd på et fundament af tung bas og rigtig mange brudstykker. Musikken var centreret om vokalfragmenter, der kontinuerligt blev lagt til og trukket fra, men som på sigt fremstod for usammenhængende. Bedst lød det, når Micronaut gav melodistrukturerne lidt mere taletid end et par sekunder.

Britiske Macajey dukkede nærmest ubemærket frem bag sin pult, men påkaldte sig opmærksomhed ved at skralde igennem med en buldrende lydmur af hektiske vokale beats og forvrængede guitarstykker. Den svulstige opstart fortabte sig dog i et uinteressant clubbeat, der ikke bød på nogle musikalske spændinger, men som til gengæld gav en behagelig basmassage af rygsøjlen med sine vibrationer i sofahynderne. Begge acts havde svære odds på den lille bar, der ikke virkede som det mest oplagte sted for et elektronisk arrangement.

Efter en tvivlsom anbefaling fra nogle finske delegerede fandt jeg tilbage til Kino Söprus, hvor den finske rockkvintet, Teksti-TV 666 fik afløb for deres frustrationer med sin konstante klimpren på strengene. Det stædige guitarspil kombineret med deres sveddryppende vandring frem og tilbage på scenebrædderne mindede om en sportsudøvelse, hvor førstepræmien gik til dem, der kunne larme mest. Første halvdel af koncerten var således domineret af lange instrumentale passager uden lydløse pauser, hvilket publikum kvitterede for med hujen og klapsalver. Anden halvdel var mindre driftsorienteret og mere velkoordineret. Her blev der tilført mere finsksproget vokal i en slags elektrisk slagsang, som for alvor fik publikum op af stolene.

Fra den finske heavyfest gik turen videre til Von Krahl, hvor folk stod som sild i en tønde for at høre den israelske sangerinde Lola Marsh. Iført florlet kjole og omgivet af blomster var alles øjne rettet mod den yndige sangerinde, der leverede de indie-folkede melodier med en skrøbelig og sitrende vibrato-vokal. Sangene blev akkompagneret af både fløjt og klap, der gjorde helhedsindtrykket fjedrende og let. En hyggelig afslutning på en begivenhedsrig dag, der bød på både nordisk rock, estisk folkesang og tysk berlinertechno, hvilket fik mejslet i sten at dette er en showcase-festival, der hylder kontrasterne – ikke kun i musikken, men også i form af de mangeartede venues.

(Se stort billedgalleri fra Tallinn Music Week i GAFFAs gallerisektion her.)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA