x

GAFFA på Tallinn Music Week - dag 3

GAFFA på Tallinn Music Week - dag 3

Det kuldeskærende gråvejr i Tallinn har bestemt ikke smittet af på showcase-festivalen, der går på hæld efter tre dages tætpakket program. Ikke alene har festivalen budt på et mangfoldigt udvalg af musiknavne, men har også givet et indblik i betydningen af spillesteder. Efter ihærdige vandringer, der ville kunne få enhver skridttæller til at give op, er koncerter blevet oplevet på alt fra stolesædet af et velourbetrukket biografsæde til hvide, nyreformede plastikbænke i kliniske storcentre. Selvom vi mistede en time i løbet af natten ...

Dagen startede ud med et interview af manageren Simon Napier-Bell, en gammel rotte i musikbranchen, der har arbejdet med musiknavne i alle afskygninger, lige fra Jimmy Page til George Michael. Interviewet blev dirigeret af Mojo-skribenten Kieron Tyler, der arbejdede mod tiden i et forsøg på at begribe en meget lang og begivenhedsrig karriere på blot fyrre minutter. En umulig opgave, som dog alligevel gav et spændende indblik i livet bag kulisserne.

Lyden af vores nordiske naboer

Mere eller mindre ubevidst blev aftenen planlagt omkring den skandinaviske lyd. Aftenen lagde ud med den svenske sangerinde, Jennie Abrahamsson, der havde fornøjelsen af at spille på et stuvende fuldt Kino Söprus. Det første nummer blev overvejende fremført på et selvlysende marimbainstrument og bevægede sig langsomt, men klippefast, op i højderne instrumentalt. Bakket op af sit fire mand høje orkester frembragte de en lyd, direkte importeret fra de svenske fjelde, mens tyngdepunktet lå i hendes vokal. Efterhånden som koncerten skred frem kom musikken dog ned i lidt lunere luftlag ved brugen af mere orientalsk-klingende rytmer. Sangerinden selv vekslede selvsikkert mellem instrumenterne og foldede sig således ud på både guitar, marimba og drumpad. Den melankolske ballade "Phoenix" blev lidt ufint leveret med underlige lasertag-lyde, der virkede mere forstyrrende end gavnlige for en ellers velkomponeret sang.

Efter en hurtig bid mad på en dunkel kældercafé fandt jeg vej tilbage til biografmørket, hvor den norske trio, Bendik var trådt på scenen. Der var tydeligvis nordiske tendenser at spore i lydbilledet, der mest af alt mindede om et larmende efterskælv af koncerten med Jennie Abrahamsson. Gruppen kortlagde temmelig hurtigt deres sangskabelon, der varierede mellem tyste, nærmest barnlige vokalfraser og svulstige kraftudladninger af støjguitar og dundrende trommer. Der, hvor Bendik for alvor trådte i karakter, var i hendes nærmest rappende sang, der gav numrene et godt flow – og selvfølgelig fremført sammen med de obligatorisk håndgestikulationer. Lytterskaren fyldte ikke helt så meget som til Bendiks svenske sidestykke, og vokalen drukende desværre under vægten fra deres egen lydmasse, men ikke desto mindre var det en energisk optræden.

En tur ind i den danske fold

Derefter gik turen til et lille stræde med små, lumre sexshops oplyst af røde neonskilte – og midt i det hele lå spillestedet, Woodstok, hvor De Underjordiske bogstaveligt var gået under jorden på den lille scene. Det var tydeligt, at de danske syrerockere tiltrak et lidt mere hærdet, læderbeklædt klientel. Det er lige til højrebenet at sammenligne forsanger Peter Kures vokal med Eik Skaløe og en ung Peter Belli, men alligevel også for letkøbt. Der var ingen tvivl om, at publikum tog godt imod den danske kvintet, der hypnotiserede med deres halvfjerdser-inspirerede psykedeliske lyd, men som desværre også hvilede lidt for meget på efterdønningerne af en svunden tidsånd af stoffer og ungdomsoprør. Det lykkedes dog orkestret at løsrive sig fra historiens kvælende favntag i de længere instrumentale passager, hvor de langsomt arbejdede sig ind på en lyd, der var mere original end reproduktiv.

Dernæst blev de falmede plakater af Robert Plant på væggene skiftet ud med rå betonvægge på Sinilind, hvor Felix De Luca rappede sig igennem en dampende ungdomsfest på hiphop-showcasen. Igennem højenergiske numre rappede han sig igennem den ene kliché efter den anden – og det kom i sidste ende til at fremstå meget forceret og utroværdigt. Der var heller ikke meget at komme efter i beatet, der synes at væve over de samme tre lydelementer uden den store variation.

..Og tilbage til festivalens landsmænd

Den endegyldigt sidste koncert på festivalen foregik (endnu en gang) på Kino Söprus, hvor det estiske orkester, Galvanic Elephants lukkede og slukkede. Der var ikke den store opbakning til orkestret, hvilket nok skyldtes, at de fleste havde bevæget sig ud for at fejre natten med mere dansevenlige toner. Heller ikke til denne koncert kunne man så tvivl om gruppens musikalske forbilleder. Med stærke referencer til Radiohead indledte orkestret de tidlige nattetime med et sælsomt lydbillede, der blev suppleret af svalende sort/hvide visuals af svævende fugle og hvad, der lignede flakkende keltiske tegn. Det drømmende univers blev fremført med en sælsom falset, der valsede over lette og simple strukturer. Numrenes lydelementer blev leveret med pædagogisk snilde, som stillede skarpt på skiftevis basfigurer, guitarriffs eller trommefigurer med sin instrumentale køkultur.

Mættet af lyd og indtryk blev der sat punktum for Tallinn Music Week, som har budt på et bredt udvalgt af musiknavne fra nær og fjern, ømme fødder og ikke mindst mødet med et gæstfrit land, der ikke havde strammet budgettet, når det kom til opvartningen af deres udenlandske gæster.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA