x

Her er påskens 11 essentielle koncerter

Her er påskens 11 essentielle koncerter

Blæst og regn bevæger sig rundt i Danmark i øjeblikket, og vi mærker virkelig, hvordan foråret lader vente på sig. Derfor er der al mulig god grund til at komme i godt humør med en god koncertoplevelse. Vi har samlet påskens 11 essentielle koncerter, som der stadig er billetter til. Klik på kunstnernavn for links til billetsalg – også med andre koncerter med den pågældende kunstner.

 

ONSDAG DEN 1. APRIL: 

København:

Jokeren, Lille Vega

Efter seks års pause fra koncertlivet har Jokeren nu været på turné i hele Danmark og afslutter sin færd for den gang onsdag den 1. april i Lille Vega i København. Jokerens seneste album "Dansker" udkom i november 2014 med førstesinglen "Kun Os To", der handler om rapperens forhold til sin datter. Albummet fik hele fem stjerner af GAFFAs Maria Therese Seefeldt med følgende overskrift: "Jokeren viser nye sider på et album, der musikalsk byder på lidt af hvert pakket ind i velfortalte livshistorier."

 

 

  

 

Aarhus:

Scarlet Pleasure, Train

Scarlet Pleasure har været fast inventar på P3 de seneste år med sange som "Windy" og "The Strip". GAFFAs musikanmelder gav bandet fire stjerner for debut-ep'en "Mirage" og skriver: "Det er ganske vellykket, hvad sange, tekster, vokal og produktion angår, og også modigt at gå "all in" for nu at blive i jargonen." Du kan komme til de modige drenges koncert onsdag den 1. april på Train i Aarhus, og bandet spiller ligeledes dagen efter på Godset i Kolding.

 

 

 

 

Næstved:

Go Go Berlin, Vershuset

Go Go Berlins debutalbum "New Gold" startede flot ud med fire stjerner fra GAFFAs anmelder Miachel Jose Gonzalez under overskriften: "Potent knallertrock med potentiale". Go Go Berlin er et band under udvikling, som blandt andet har været supportband for D-A-D. Næste album skulle være under opsejling, og indtil da kan du høre dem onsdag den 1. april på Vershuset i Næstved. Du kan desuden opleve bandet i henholdvis Viborg, Herning og Sønderborg i resten af påsken.

 

 

 

Rønne:

Dorthe Gerlach, Musikhuzet

Dorthe Gerlach er kendt som sangerinden i den danske country-pop duo Hush. Men i januar kom hun ud med sin solo-debut "Natlys", som hun selv har skrevet teksterne til, mens den anden halvdel i Hush, Michael Hartmann, har stået for produktionen. Debutalbummet fik tre stjerner af GAFFAs Jan Opstrup Poulsen med overskriften "Større sceneskift for sødmefyldt stemme." Den nyudsprungne single-popsanger står nu klar til tage på turné i Danmark og starter ud med Musikhuzet i Rønne onsdag den 1. april.

 

TORSDAG DEN 2. APRIL: 

København:

Christian Hjelm, Forbrændingen (Albertslund)

Den tidligere Figurines-frontmand er ofte – og så igen – blevet sammenlignet med den danske nationalskjald Kim Larsen. Efter en efterårsturné og med to solo-albums i bagagen er han atter på tour, og torsdag den 2. april rammer han Forbrændingen i Albertslund. Ligeledes spiller han på Kulisselageret i Horsens den 3. april samt Jazzhouse i København den 4. april. Da han tilbage i oktober var forbi VoxHall i Arhus, gav GAFFAs anmelder koncerten fire stjerner.

 

 

  

Aarhus:

Marvelous Mosell, Tue Track og DJ Static, Voxhall

Retrorapperen Marvelous Mosell rapper skæve historier hen over samples af klassikere fra 70'erne og 80'erne. Old School-inspirationen er ikke at fornægte, men han har dog sin helt egen lyd. I denne omgang har han slået pjalterne sammen med Tue Track, som vil være over pladespilleren og mikrofonen, mens DJ Static giver sig i kast med et helt nyt dj-sæt. Der er i den grad lagt op til en fest på VoxHall torsdag den 2. april. I skrivende stund er der få billetter tilbage til koncerten.

 

Sønderborg:

Turboweekend, Sønderborghus

30. marts udkom Turboweekend med deres fjerde album, "Share My Thunder", som GAFFAs Kristoffer Veirum gav fem stjerner. Som noget nyt har de fået guitar med på nogle af numrene, og i anmeldelsen lyder dommen over dét element således: "Turboweekend lyder stadigvæk som Turboweekend, men guitaren tilføjer utvivlsomt et ekstra lag. Den er som oftest badet i ekko eller rumklang og passer således godt ind i bandets blå elektropop (…)." Du kan høre Turboweekend spille både nyt og gammelt den torsdag den 2. april på Sønderborghus i Sønderborg, og ligeledes spiller bandet i Bygningen i Vejle dagen efter.

 

 

  

FREDAG DEN 3. APRIL:

Aarhus:

Dry The River, Radar

De alternative rock-fyre fra engelske Dry The River (billedet) slår et smut forbi Danmark på deres forårsturné i Europa. De spiller koncert på Radar i Aarhus fredag den 3. april, men også på Stengade 30 i København dagen efter. Sidste efterår var bandet klar med deres seneste studiealbum "Alarms In the Heart", og for første gang kan danske fans altså opleve dette album live på dansk grund. GAFFAs Pelle Sonne Lohmann tildelte albummet tre stjerner

Karin Park, Atlas

Karin Park er en svensk-norsk sanger og sangskriver, der herhjemme nok mest er kendt for at have varmet op for Nephew ved flere koncerter tilbage i 2010 og for at have lavet et mashup af deres "Focus in the Sound". Hun leverer elektro-pop på scenen og er lige nu aktuel med singlen "Human Beings" fra det femte album "Apocalypse Pop". Du kan opleve hende på Atlas i Aarhus fredag den 3. april og også på Ideal Bar i København lørdag den 4. april.

Aalborg:

Rangleklods, Nordkraft

Den danske duo Rangleklods består af Pernille-Sivertsen og Esben Nørskov Andersen, der netop er vendt hjem efter at have spillet til den prestigefyldte branchefestival SXSW i Austin, Texas. Men lige nu bevæger de sig rundt og giver koncerter på den danske hjemmebane, før de drager videre til Tyskland op til release af deres tredje album den 18. maj. Du kan opleve bandets elektroniske bølger fredag den 3. april i Nordkraft i Aalborg, og så spiller de desuden også en koncert dagen efter i Pumpehuset i København.

 

LØRDAG DEN 4. APRIL:

København:

Johnson, Rust

Aarhus-rapperen Marc Johnson er lige nu ude med den nye single "Ved Det Nu", som kommer i kølvandet på udgivelsen af mandens sidste single "Jyske Dollars". Den 11. maj i år udgiver Johnson i øvrigt sit tredje studiealbum, der får titlen "Johnson". Du kan høre den jyske rapper med det altid lækre flow spille koncert på Rust i København lørdag den 4. april. Du kan finde billetter via Rusts hjemmeside

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA