Nyhed

Reptile Youth splitter op

Esben Valløe forlader gruppen for at udgive elektronisk musik som Antonio Gram, mens forsanger Mads Damsgaard Kristiansen bliver ved roret

Reptile Youth mister i dag Esben Valløe, som dermed overlader bandet til forsanger Mads Damsgaard Kristiansen. Det er dog ikke enden på den musikalske karriere. Valløe fortsætter med at lave musik, nu som elektronisk kunstner under navnet Antonio Gram. Du kan høre hans første single, "Demons feat. Emma Sehested Høeg Petersen & August Fenger Janson aka ELOQ", her forneden.

Fra Reptile Youths Facebookside hedder det:

"Hej, vi ændrer os igennem livet, og i dag skilles vores veje. Vi skilles, fordi vi har behov for fortsat at bevæge os, men i forskellige retninger. Esben udgiver sin nye elektroniske musik, Antonio Gram. Mads fortsætter med at lave ny musik og spille koncerter under navnet Reptile Youth. Vi er stadig venner, og vi håber, at I vil støtte vores fremtidige udgivelser."

Esben Valløe skriver på sin personlige Facebookside, at "Mads Damsgaard Kristiansen og jeg giver hinanden frihed. Vi vil tilbage til rødderne og dybt ned i essensen." Hans første nummer som Anotnio Gram, "Demons feat. Emma Sehested Høeg Petersen & August Fenger Janson aka ELOQ", udkommer i dag. Hør det i SoundCloud her forneden.


Reptile Youth udgav sidste år "Rivers That Run For A Sea That Is Gone" til en fire stjerners anmeldelse i GAFFA. Musikanmelder Kristian Petersen skrev blandt andet: "Der er mere udadvendte og reagerende toner fra den danske elektrorockduo Reptile Youth, hvilket stemmer godt overens med bandets voksende rygte som et fantastisk liveband."

Hør Antonio Gram med "Demons" her: 

ANNONCE