Nyhed

Sweet Yeezus: Kanye får sin egen bibel

Ifølge ideens ophavsmænd er det en ny måde, hvorpå Biblen kan se ud i vores moderne verden

Hvis du søger guddommelig indsigt i verden igennem Kanye West, har du nu mulighed for at gøre det via en ny hellig tekst, "The Book of Yeezus". Det skriver NME.

"The Book of Yeezus" er i princippet Første Mosebog, hvor "Kanye" eller "Yeezus" erstatter "Gud". Det betyder, at det ikke længere lyder, at Gud skabte verden, men snarere: "I begyndelsen skabte Kanye himlen og jorden ... Og Kanye sagde; Lad der blive lys: Og der blev lys."

Ifølge de tre brødre, der står bag bogen, er "The Book of Yeezus" ikke lavet for hverken at gøre nar ad eller ophøje rapperen, men i stedet tilbyder den "en ny måde, hvorpå Biblen kunne se ud i vores moderne verden."

"Hver generation har sin egen superstjerne, der er så konsistent relevant, at de følger denne generation igennem dens udvikling ved både at være en del af og i sidste ende forme dens identitet," fortæller brødrene videre. "Sådanne tidligere ikoner har været Frank Sinatra, Marilyn Monroe, John Lennon eller Michael Jackson. For denne generation, Generation Y, er Kanye West ikke kun det største spektakel, men på en måde også en spirituel figur."

"Hvad nu hvis Biblen, den utvivlsom mest vigtige udgivelse i den vestlige traditions gamle kanon, blev opdateret til at afspejle vores moderne samfund? Hvordan ville det se ud? Det, vi fandt på, var en slags indgribende kunst, en kaffebords-nyhed, der appellerer både til Kanye-fans alle steder og dem, hvis interesse er blevet vakt af dette kæmpe kulturelle fænomen."

Kanye West havde da heller ikke problemer med selv at prædike om Jesus og Gud på sit udspil "Yeezus" fra 2013. Det bemærkede GAFFAs musikanmelder Michael José Gonzalez da også i sin seks stjerners anmeldelse: "Kanye er ikke bleg for at udnævne sig selv til både Jesus og Gud, og når man lytter til den nybagte fars vanvittige og medrivende udskejelser, er det svært at være uenig – i hvert fald, når det kommer til at lave storslåede rap-numre, der transcenderer genrer og er fuldstændig skamløse i forhold til, hvad man kan tillade sig både musikalsk og lyrisk. Alt kan lade sig gøre i Kanyes verden."

Skal du have Kanye til at lede dig langs retfærdighedens sti og ind i lyset, kan du købe "The Book of Yeezus" her.



ANNONCE