x

Daniel Lanois: Her er mine fem favoritproduktioner

Daniel Lanois: Her er mine fem favoritproduktioner

I denne uge har den canadiske stjerneproducer, sanger og multiinstrumentalist Daniel Lanois givet koncerter i Amager Bio og på Posten i Odense. I forbindelse med Amager Bio-koncerten mødte vi ham til et længere interview, hvor vi blandt andet bad ham vælge sine fem yndlingsproduktioner. Her er Lanois' svar:

Brian Eno "Deep Blue Day" (fra albummet "Atmospheres and Soundtracks", 1983)

- Det giver en følelse af, at alting flyder. Det er meget åndeligt og ud-af-kroppen og taler til den del af os, der vil ophøjes fra det jordiske. Det handler om den menneskelige tilbøjelighed til at længes efter en anden dimension. Nogle finder det igennem bønner, andre finder det igennem alkohol, stoffer eller seksualitet, men vi har helt klart en appetit efter at vide, hvad der foregår hinsides, og jeg tror, at "Deep Blue Day" berører den del af os. Det indeholder lyden af min pedal steel, som er et instrument, jeg har meget kært. Jeg kalder det "min kirke i en kuffert", fordi det er et meget spirituelt klingende instrument, som jeg kan tage med mig overalt. Det kan være søndag hver dag, og jeg kan tage i kirke med min lille kuffert.  

Peter Gabriel "Mercy Street" (fra albummet "So, 1986):  

Her begynder Daniel Lanois at synge de første strofer, der handler om poeten Anne Sexton. 

- Det er en sang om en fantastisk poet, der boede på Mercy Street, men som efterhånden mistede sin forstand. Peter Gabriel var meget berørt af hendes værker og skrev sangen om hende. 

Bob Dylan "Most Of The Time" (fra albummet "Oh Mercy", 1989)

- Nummeret rummer et strejf af personlig fortrolighed i et kraftfuldt kærlighedsudtryk. Det er en meget ægte måde at fortælle nogen, at man elsker dem. Det bliver ikke overdrevet.   

Bob Dylans "Man In The Long Black Coat" (fra albummet "Oh Mercy", 1989)

Daniel Lanois begynder efter et øjebliks grublen at recitere første vers og begynder først at forklare sig efter sidste frase "She gone with the man in the long black coat". 

- Der er noget stærkt omkring det billede, han beskriver i teksten, fordi vi har alle haft det der øjeblik i vores barndom, hvor vi har haft lyst til at løbe hjemmefra. Vi har oplevet en længsel efter noget, der kunne tage os væk fra vores hverdag. Jeg kan godt lide, at Bob Dylan-sangene brødføder den del af vores fantasi, der opfordrer os til at gøre noget usædvanligt. 

U2 "One" (fra albummet "Achtung Baby", 1991)

Det er en sang, som betyder meget for mig, og som jeg var meget involveret i. Når jeg hører den, mindes jeg samarbejdet og de mange forskellige inputs, der blev brugt. Det er et nummer, der berører en masse hjerter og betyder forskellige ting for forskellige mennesker. Det lever videre i folks fantasi og er mere end nummeret i sig selv.  

Læs et længere interview med Lanois om blandt andet hans nyeste album "Flesh and Machine" og om at arbejde med stjerner som Bob Dylan og Peter Gabriel i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA