x

Guide: Weekendens 11 essentielle koncerter

Guide: Weekendens 11 essentielle koncerter

Så nærmer weekenden sig igen, og mens vi venter på, at de store danske festivaler får gang i pulsen, er der en hel del lækre koncerter at tage til i aften, fredag, lørdag og søndag. Vi har samlet weekendens 11 essentielle koncerter, som du stadig kan nå at få fat i billetter til. Klik på kunstnernavnet for links til billetsalg - også til andre koncerter med den pågældende kunstner. 

TORSDAG DEN 9. APRIL 

København: 

M.O.P., Rust 

Torsdag den 9. april bliver Rust i København lavet om til natklub, og her giver den amerikanske gruppe M.O.P. natkoncert. Den Brooklyn-baserede hiphip-duo, Billy Danze og Lil' Fame, debuterede allerede i 1993 med singlen "How About Some Hardcore", der høstede massiv anerkendelse i den amerikanske undergrund. Siden da har de udgivet en lang række singler, ep'er og albums. Deres seneste udspil er ep'en "Street Certified", der udkom sidste år. Den er produceret af DJ Premier og er blevet gæstet af både Busta Rhymes og Mopp Deep. Der er således lagt op til en kogende aften under det lave loft, når gruppen besøger Rust for tredje gang. Jason Rivera, Nick Coldhands og Luke Rocc gæster Rust samme aften. 

Aarhus: 

De Bliver Store I 2015, Train

Ord bliver til handling, Når GAFFA-artiklen "De bliver store i 2015" bliver realiseret til en koncertaften på Train i Aarhus torsdag den 9. april. Her kan du få lov til at smage på det kommende musikår med fire, lovende kunstnere: De Dødelige, Kill J (billedet), Gregersen og Alex Vargas. Lyt på navnene i nedenstående videoer.

Lyngby:

Vinnie Who, Templet 

Med singlerne "Seven" og "Only Dreaming" fra det nye album "Harmony" har Vinnie Who lagt diskoskoene på hylden og i stedet skabt et mere afdæmpet 60'er/70'er-inspireret univers. GAFFAs Michael Jose Gonzalez gav den nye plade fire stjerner med overskriften: "Tilbagelænet behageligheds-bombardement fra den tidligere disko-prins." Nu står Vinnie klar til at fyre det nye lydunivers af sted foran det danske publikum med turnéstart på Templet i Lyngby torsdag den 9. april. Han spiller også på Kulturmaskinen i Odense den 10. april og på Kulisselageret i Horsens den 11. april. 

Rødovre:

Turboweekend, Viften

30. marts udkom Turboweekend med deres fjerde album, "Share My Thunder", som GAFFAs Kristoffer Veirum gav fem stjerner. Som noget nyt har de fået guitar med på nogle af numrene, og i anmeldelsen lyder dommen over dét element således: "Turboweekend lyder stadig som Turboweekend, men guitaren tilføjer utvivlsomt et ekstra lag. Den er som oftest badet i ekko eller rumklang og passer således godt ind i bandets blå elektropop (...)." Du kan høre Turboweekend spille på Viften i Rødovre torsdag den 9. april, og de spiller desuden på Vega (venteliste) i København dagen efter. 

 

FREDAG DEN 10. APRIL 

København: 

Outlandish + Ukendt Kunstner, Plænen, Tivoli 

Fredag den 10. april lukker Tivoli op for den første af 24 koncerter, når arrangementet Fredagsrock atter sætter i gang. Og den første koncert er intet mindre end en kombi-koncert, når både Outlandish og Ukendt Kunstner sætter deres fødder på scenen i de smukke omgivelser. Hiphoppen, poppen og r&b'en fra Outlandish og Ukendt Kunstners kække natunivers skal nok smelte sammen til en applaus-indbydende cocktail.  

Bob Hund, Betty Nansen 

Svenske bob hund vender tilbage til dansk jord med to eksklusive live-optrædener på filmfestivalen CPH PIX. Fredag den 10. april lægger de lyd til stumfilmsklassikeren "Manden med kameraet" af Dziga Vertov på Betty Nansen Teatret. Værket har hidtil kun været opført i Stockholm og er kommissioneret af Det Svenske Filminstitut. Den filmiske hyldest til storbyen bliver akkompagneret af bob hunds krautrock-inspirerede fortolkning, der sætter orkestrets lyd i et andet lys. Samme aften vil bob hund præsentere en ny single, som vil blive fejret med en releasefest og et par overraskelser. I forbindelse med CPH PIX lægger bob hund også vejen forbi Jazzhouse i København dagen efter. Du kan læse om arrangementet længere nede i vores guide. 

Aarhus: 

Royal Metal Fest 2015, Atlas og VoxHall

Aarhus fyrer op for metalmusikken med Royal Metal fest, som løber af stablen på Atlas og Voxhall den 10. og 11. april. På programmet til metal-festen er: When Water Runs Deep, Diamond Drive, The Petulant, Destruction (DE), Tyr (FO), Swindler, Hell's Domain, The Walking Dead Orchestra (FR), International Bleeding-Official (US), Broken Hope (US), Majesty (DE), Belphegor (AT) og Anaal Nathrakh (UK).

 

LØRDAG DEN 11. APRIL 

København: 

Bob Hund, Jazzhouse 

Lørdag den 11. april flytter bob hund bogstaveligt talt ind på Jazzhouse i København. Her vil aftenen blive indledt i Jazzhouses café, hvor publikum vil blive modtaget med bob hund-øl og et vj-set fra VHS-arkivet, der bliver præsenteret sammen med Martin Kann, der står bag orkestrets artwork og musikvideoer. Derefter vil de spille en af deres patenterede og uforudsigelige koncerter, hvor de i øvrigt spiller på lånte instrumenter.  

The Great Dictators, Loppen 

Det seks mand høje band The Great Dictators blev danner i sommeren 2011 og har base i København. Bandet spiller, efter eget udsagn, rock tilsat nordiske toner, americana og melankoli og udgav i februar 2014 deres debutalbum "Liars". Albummet fik glimrende anmeldelser, og GAFFAs Finn P. Madsen gav det da også hele fem stjerner. Bandets andet album "Killers" kommer på gaden den 13. april, og i den anledning har de lavet en singleforløber, "Strange Ways", som du kan se videoen til nedenunder. Du kan opleve the Great Dictators give koncert lørdag den 11. april på Loppen i København. 

 

SØNDAG DEN 12. APRIL

København: 

Maggie Björklund, Vega

Den danske pedal- og steelguitarist og singer/songwriter Maggie Björklund udgav i septemter sidste år det anmelderroste album "Shaken", der favner over musikalske genrer som indie-rock, country, psykedelika og pop. Albummet fik da også hele fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen, som blandt andet skrev: "Respekt er ordet, når hun med John Convertio (Calexico) og producer John Parish begiver sig ud i det golde ørkenlandskab med en række markante film noir-stemninger. Dark Side of the Heart og The Unlucky rumler skæbnetungt med Björklunds markante og mesterligt insiterende twang, mens hendes yndefulde vokal på Walking og Ashes er som balsam for sjælen." Søndag den 12. april rammer Maggie Björklund Vega i København.  

Aarhus: 

Steven Wilson, Train 

Den engelske sanger, sangskriver og guitarist Steven Wilson kommer forbi Danmark til en koncert søndag den 12. april på Train i Aarhus - og ligeledes dagen efter i Amager Bio i Københvan. Wilson er bedst kendt som frontmand i det progressive rockband Porcupine Tree, men er involveret i et utal af bands og musikalske projekter. Lige nu er han aktuel med det ligeledes prog-rockede soloalbum "Hand. Cannot. Erase.", som publikum helt sikkert vil høre nogle numre fra til koncerten i de aarhusianske rammer.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA