Nyhed

Kurt Cobains datter er ikke Nirvana-fan

Frances Bean Cobain fortæller om sin far i forbindelse med den kommende dokumentar Cobain: Montage of Heck

I forbindelse med den kommende Kurt Cobain-dokumentar taler hans datter, Frances Bean Cobain, ud i et interview med Rolling Stone.

22-årige Frances Bean Cobain er executive producer på dokumentaren "Cobain: Montage of Heck", der skildrer hendes fars liv. Dokumentaren er instrueret af Brett Morgan, som er den første, der har fået fri adgang til familiens arkiv. Dette har skabt en særlig dokumentar, der ifølge Frances Bean Cobain kan beskrives som "følelsesladet journalistik":

"Det er det tætteste, man kommer på at have Kurt til at fortælle sin egen historie med sine egne ord - om sin egen æstetik, sin egen opfattelse af verdenen. Den maler et portræt af en mands forsøg på at håndtere det at være menneske."


Dokumentaren går også tæt på Kurt Cobains selvmord, men for hans datter var det vigtigt, at selvmordet ikke blev romantiseret, som den ofte er blevet:

"Selvom Kurt døde på den mest forfærdelige måde, så er der en mytologisk romantik omkring ham, fordi han altid vil være 27. En kunstners eller musikers holdbarhed er ikke særlig lang. Kurt er blevet til et ikon, fordi han aldrig vil ældes. Han vil altid være relevant i den tid og vil altid være smuk."   

Efter Kurt Cobains død splittede de resterende Nirvana-medlemmer. Dave Grohl bearbejdede blandt andet sorgen med projektet Foo Fighters, der sidenhen er blevet en kæmpesucces med 11 millioner solgte album. Krist Novoselic valgte ikke joine bandet, men det gjorde Pat Smear, der tidligere havde turneret med Nirvana.


Cobains datter fortæller om en gang, hvor hun samledes med de gamle Nirvana-medlemmer, og hvordan hun havde givet dem kuldegysninger:  

"Det var første gang i lang tid, de havde set hinanden. Og de fik noget, som jeg kalder "K.C. Jeebies", hvor de ser Kurt, når de kigger på mig. De glor på mig, og du kan se på dem, at de ser et spøgelse (...) Men jeg var glad for, at de kiggede forbi. Det var en fed oplevelse. Lidt ligesom en Nirvana-reunion minus én. Bortset fra hans afkom"   

Cobain erkender da også, at hun kan se nogle ligheder mellem hendes far og hende selv, blandt andet den monotone talestemme, men da hun bliver spurgt, om hun kunne genkende sin far, den første gang hun hørte Nirvana, svarer hun:


"Jeg kan egentlig ikke rigtig lide Nirvana", fortæller hun: "Beklager, pr-folk, Universal. Jeg er mere fan af Mercury Rev, Oasis, Brian Jonestown Massacre. Jeg er ikke interesseret i grungescenen. Men "Territorial Pissings" er en fucking fed sang. Og "Dumb" – jeg græder hver gang, jeg hører den sang. Den er en skrabet version af Kurts opfattelse af ham selv, om ham selv på stoffer, ædru og følelsen af at være uegnet til at være en generations stemme."

Kurt Cobain begik selvmord i sit hjem i Seattle den 5. april 1994."Cobain: Montage of Heck" har premiere i en række udvalgte danske biografer i den sidste weekend i april.

Lyt til "Dumb" fra bandets sidste studieudgivelse "In Utero": 

ANNONCE