Nyhed

Arcade Fire til tops på hitlisterne

- i hvert fald næsten: ”Neon Bible” ligger nummer 2 i USA og England

Fænomenet tilskrives ofte internettet. Men lige meget hvad det skyldes, er det en realitet: ”Word of mouth” og forhåndshype er blevet nøglen til ikke bare kunstneriske anseelse, men også kommerciel succes. Det har blog-favoritter som Clap Your Hands Say Yeah!, Arctic Monkeys og Lily Allen tidligere nydt godt af, og nu er det så (igen) blevet canadiske Arcade Fires tur.

Det teatralske indierock-orkesters længe ventede toer ”Neon Bible” er ugens overraskende salgssucces i USA, hvor kun afdøde Notorious B.I.G. sælger flere album lige nu. Også i England ligger canadierne lunt i svinget på en andenplads – kun overgået af Kaiser Chiefs.

Salgssuccésen gør ”Neon Bible” til den største udgivelse nogensinde for Arcade Fires amerikanske pladeselskab Merge Records. Her har man til gengæld fyret den helt store kanon af med reklamer i landets store supermarkedskæder, selvom marketingkampagnen er blevet saboteret af bandets egen langsommelighed. Eksempelvis er der endnu ikke skudt en musikvideo i forbindelse med lanceringen af ”Neon Bible”.


- Vi undersøgte også muligheden for at lave noget mobilsjov, men de kan ikke lide ringetoner. Det gør det svært at finde på noget nyskabende. Men på den anden side er det det, der gør Arcade Fire til det band, de er, konstaterer Merge-leder Scott Philpott. Lidt ”indie” er man vel, selvom ens album ligger #2 på hitlisten!

ANNONCE