Nyhed

Se ny kortfilm fra Nick Cave

Den koncertaktuelle australier slipper fem nye kortfilm i anledning af ny bog

"The Sick Bag Song" er titlen på ny bogudgivelse fra den karismatiske rockstjerne Nick Cave - og nu kan fans glæde sig over fem nye kortfilm, som udsendes løbende på en ny hjemmeside helliget den nye "brækpose-bog."
 
Bogen - som følger op på den kritikerroste roman "Bunny Munros død" fra 2009 - blev til på Caves USA-turné i 2014, hvor han skrev omfattende noter på brækposer på sin rejse mellem amerikanske storbyer.
 
De fem nye film har da også fået navn er efter hver deres amerikanske by, og senest har Cave offentliggjort klippet "Denver, Colorado", hvor vi blandt andet hører om hans møde med forbilledet Brian Ferry. Du kan se videoen her.
 
De fem film er instrueret af makkerparret Iain Forsyth og Jane Pollard, som også stod bag sidste års utraditionelle portrætfilm "20.000 dage på jorden."
 
Cave, som besøger København med to udsolgte koncerter den 12. og 13. maj, er iøvrigt også aktuel med et nyt soundtrack. Musikken til filmen "Loin des Hommes" (på dansk "Flugten til frihed") er skabt i samarbejde med Bad Seeds-makkeren Warren Ellis, og udkommer på Playground Music den 18. maj.

Bogen er netop udsendt på engelsk og udkommer den 6. maj på dansk på forlaget Gyldendal med den danske titel "Brækposesangen".
ANNONCE