Nyhed

Rullesten udgiver ungdomsdagbog

The Rolling Stones-guitaristen Ron Wood udgiver optegnelser fra de helt unge år

Han har "kun" været en del af The Rolling Stones siden '74, men var dengang allerede et etableret navn som Rod Stewarts sidekick i gruppen The Faces. Og nu udgiver den efterhånden 67-årige Ronnie "Ron" Wood så en gammel dagbog, som skriver sig helt tilbage til dengang, han trådte sine musikalske barnesko i bandet The Birds i midten af tresserne.
 
Wood, som udgav selvbiografien "Ronnie" i 2007, erstattede i sin tid guitaristen Mick Taylor i The Rolling Stones og var en mere eller mindre officiel del af "The Greatest Rock & Roll Band in the World" fra og med 1974-albummet "It's Only Rock'n'Roll."
 
De gamle optegnelser udgives under titlen "How Can It Be? A Rock & Roll Diary" i et oplag på blot 1965 eksemplarer.
 
"Jeg tænker, at min egen private verden er her i dagbogen. Den her dagbog viser det utrolige program, jeg havde," har Wood udtalt i forbindelse med udgivelsen. "Vi havde rejst på kryds og tværs af landet på daglig basis. Med ungdommen på vor side var det fortsat eventyr," husker guitaristen med den karakteristisk uordentlige hårpragt, ifølge britiske NME.
 
Wood markerer udgivelsen med et arrangement på Ambassador's Theatre i London den 29. april, hvor han vil lade sig interviewe af BBC-jounalisten Bob Harris foran et begrænset publikum. 
 
På billedet ses Ron Wood (t.h.) i tæt samspil med The Rolling Stones' frontmand, Mick Jagger, under bandets koncert på Roskilde i 2014.
ANNONCE