Suspekt: Vi har en doktorgrad i fest

Se masser af billeder fra Train-koncerten 11. april her

Suspekt udgav deres første album i 1999, og sidste efterår ramte det femte og nyeste af slagsen lytterne. I løbet af de mere end femten år, gruppen har på bagen, har de manifesteret sig som et af Danmarks absolut største og mest hårdtslående rapnavne.

GAFFA har bedt Orgi-E (Emil Simonsen, rap), Bai-D (Andreas Duelund, rap) og Rune Rask (dj) om at vende blikket bagud og se på, hvad der måtte være sket på de mange år og hvad der ligger til grund for deres nuværende danske tema. Hvor klichéfyldt det end måtte være, finder man bag den ellers hardcore facade tre gutter, der sætter en ære i at få deres fans til at føle sig som en del af holdet og en ærgerlighed over den kontekst, det danske flag bliver brugt i.

I har nu i nogle uger været i gang med jeres ret omfangsrige forårsturné. Hvordan har opbakningen været indtil videre?

Andreas: – Den har været god. Det har været den bedste start på en forårstour. Stemningen har været fuldstændig oppe og køre alle de steder, vi har været, så vi har haft det rigtig sjovt.

Emil: – Ja, hver by har været rigtig fed, og stemingen har været helt unik. Men det er klart, at de steder, hvor der er udsolgt, som eksempelvis på Vega, Skråen, Forbrændingen og her på Train i aften, vejer tungt i bagagen. Det er en behagelig sikkerhed, når man går ind til en turné, at vide, at der er "kød på hylderne".

I har mere end 15 år på bagen som gruppe. Hvordan har det at være på turné som Suspekt ændret sig?

Emil: – Vi var meget fuldere dengang!

Andreas: – Jeg skulle lige til at sige, at det var blevet dummere og vildere, men det er det jo egentlig ikke…

Emil: – Jo, der opstår jo en masse skøre og spontane ting undervejs på en turné. Selvom vi har en sætliste og et show, så kommer der afstikkere, og der sker nogle dumme ting. Det gør der altid, når drengene er samlet så lang tid. Så jeg vil sige, at det er blevet dummere og vildere på en anderledes måde. Og så er det blevet langt mere professionelt. Det er et show nu - det var det bestemt ikke for 10-15 år siden.

Andreas: – Nej, det er slet ikke det ragnarok, som det var dengang. Vi er blevet meget mere bevidste om, at hvis vi tager 200-250 kroner for en koncertbillet, så skal vi ind og levere den vare, folk har betalt for, og det skal vi hver gang, så de får en god oplevelse og har lyst til at komme tilbage.

Emil: – Vi sætter enormt stor pris på dem, der kommer. Ikke bare fans, men supportere.

Ikke bare fans, men supportere

De, der kommer, er det de samme som for 15 år siden, eller har det ændret sig?

Emil: – Jeg synes, at der er mange, der bliver ved med at være der, men så ryger de ofte lidt længere ned bagved - i takt med, at de bliver ældre. Så det er for det meste de unge eller de helt inkarnerede fans, der står oppe foran.

Andreas: – Man kan stadig spotte folk, som også var der for ti år siden, men der kommer også mange nye. Jeg synes, aldersspektret efterhånden er blevet meget blandet: I går havde vi en far, der havde sin 11-årige søn med, og i forgårs lignede det, at der var vores mødre, der stod nede bagved og smed satantegn op til os. Så vi har dem i en stor bred buket af alle aldersgrupper, og det er noget vi sætter meget pris på.

Emil: – Vi velkommer også altid folk, der ikke har været til Suspekt-koncert før, hvor vi velkommer dem i familien og beder de andre om at tage godt imod de nye. Så både de gamle og de nye fans betyder meget for os. Vi forsøger at tage os meget af dem, lader dem komme backstage og giver dem en oplevelse, som jeg tror, de fleste andre måske ikke har overskud til eller bare ikke tænker på. Vi forsøger også at være gode til at se de unikke tidspunkter, hvor vi har mulighed for at gøre noget for vores fans, som eksempelvis den anden dag, hvor en pige i Viborg fyldte 18 år.

Andreas: – Ja, der lod vi dem komme backstage inden koncerten og drak nogle sjusser med dem, inden de blev sendt ud i salen, det var super hyggeligt!

Emil: – Men det er ikke kun live, at det sker. Da vi var ved at indspille vores nye plade, så lavede vi en konkurrence, hvor nogle kunne komme ind til en lyttesession i studiet og hænge ud med os en hel dag.

Andreas: – Og folk er meget stille og rolige, når det kommer til sådan noget. Måske er det, fordi vi selv er meget nede på jorden. Det er sjældent, at vi har fans, der skriger og så videre, og hvis de gør, så plejer jeg bare at sige "bare rolig, jeg står lige her, og det er bare mig."

Emil: – Ja, vi ønsker at være på præcis samme niveau som vores fans, for det mener vi, at vi er. Det er præcis også derfor, at vi faktisk ikke plejer at kalde dem for fans, vi kalder dem for supportere. Ligesom med et fodboldhold. Det er vigtigt, at de er tilhængere af biksen og føler, at de også er en del af det. For kommer der ikke nogen folk på stadion, så er det bare ikke særlig fedt at spille kamp.

"Pladerne er en afspejling af os"

Hvordan står det til med musikken, har den også ændret sig meget, siden I startede?

Andreas: – Jeg tror det, der primært har ændret sig er, at vi er blevet bedre til at lave musik. Men vi kredser meget om de samme emner stadigvæk!

Emil: – Ja, der er pornosangen, ølsangen, festsangen, slås-sangen og jeg er ked af det-sangen.

Andreas: – Dog tror jeg, at det er sådan for mange kunstnere. Vi har også valgt at holde en bestemt linje, og den er så bare for vores vedkommende benhård. Men vi har alligevel udviklet os en del blandt andet rap-, lyd- og tekstmæssigt, så det er eksempelvis ikke så banalt mere. Vi fokuserer dog altid på at lave det, vi har lyst til, så at det er i samme tråd som da vi startede, er egentlig tilfældigt. Derudover laver vi jo rapmusik, så det er begrænset, hvor meget der er at ændre. Vi ville ikke lige pludselig gå en poppet vej - måske lidt på nogle numre, men bunden vil altid være belagt med hiphop og rap.

Emil: – Det er det, der er det fede ved hiphop: man kan kombinere rigtig mange forskellige genrer. Så hvis man stagnerer i hiphop-formen, så er det ens egen skyld. Du kan altid blande metal, techno eller hvad du vil ind i din hip hop. Så vores musik ændrer sig på en eller anden måde uden at ændre sig. "Pladerne er en afspejlning af os"

Hvad med i takt med, at I selv er blevet ældre, både som mennesker, musikere og gruppe, har det ændret noget?

Emil: – Vores første album var meget aggressivt i forhold til, hvad det er nu. På nuværende tidpunkt har vi bygget en platform op, hvor vi er til stede og hviler i det. Før havde vi meget travlt med at bygge platformen op, og det kunne man også høre i musikken, der var meget præget af en attitude, der sagde "I skal kraftedme kigge på vores platform".

Andreas: – Men dertil kommer også alsidigheden i pladerne: på den første er vi fuldstændig fandenivoldske, på den næste er vi måske lidt mere velovervejede og melodiske og på den måde bliver vi ved med at udvikle os, for at finde ud af, hvor vi gerne vil hen. Med den sidste plade er vi nok i virkeligheden der, hvor vi allerhelst vil være. Dermed ikke sagt, at det ikke kan udvikle sig yderligere på den næste plade.

Emil: – Med alle de plader, vi har lavet, har vi været der, hvor vi helst har ville være på præcis det givne tidspunkt. Så pladerne har været en afspejlning af os. Ligesom, hvis du ser et fotoalbum igennem - man kan ikke rigtig løbe fra, at det var sådan det var på det tidspunkt.

Danskhed er for ensrettet

I forbindelse med jeres seneste album og den her turné har I stor fokus på Danmark og har blandt andet Dannebrog som bagtæppe. Hvad er tankerne bag det?

Emil: – Det udsprang i en banal forundring omkring, at Dannebrog blev brugt i nogle sammenhænge, vi hverken kunne nikke genkendende til eller forene os med. Men fordi vi tager så meget rundt i Danmark, har været så stor en del af landet de sidste 15 år og har så stor empiri i det, så havde vi også lyst til at vise et billede af, hvad Danmark også kan være. Vi er ikke enige i de ting, der ofte bliver præsenteret som værende dansk i form af symbolet Dannebrog.

Andreas: – Det er netop det, at sangen "Danmark" handler om. Og det kommer også lidt mere indirekte til udtryk andre steder på pladen, hvor man kan høre, at vi er utilfredse med nogle ting rundt omkring i samfundet. Eksempelvis i nummeret "Hvor fuck er mit jernrør?".

Emil: – Men så igen: jeg ved ikke, hvorvidt vi er direkte utilfredse, for folk har lov til at have deres meninger og holdninger, men det er mere den overordnede måde, hvor Dannebrog er blevet brugt som symbol for noget, vi ikke selv forbinder med hverken Dannebrog eller Danmark. Der mangler ofte en mangfoldighed i det, en mangfoldighed som vi ellers oplever, når vi er ude og spille. Der er plads til alle mulige skæve personligheder og skæbner! Det er vores opfattelse, at sporet "danskhed" er meget ensrettet, hvor alt det, der afviger en smule, skal udryddes. Det er netop det, vi stiller os uforstående overfor. For der er også specielle mennesker, der er en del af vores hold og kommer til vores koncerter. Så vi er uundgåeligt disponerede overfor den store mangfoldighed, vi selv oplever.

– Men det handler måske også om, at det er de færreste danskere, der er så priviligerede som os og får set hele deres land. Vi ser de gode sider, de dårlige sider, de fattige og de rige. Så jeg vil mene, at vi har ret stor erfaring indenfor Danmark. Vores empiriske undersøgelse af Danmark har varet i femten år, og vi har en doktorgrad i fest - og vores konklusion er, at folk har det godt! Vi skal passe på med ikke at pumpe frygt ind i vores lille hyggelige land, for det ér hyggeligt, og det skal vi værne om. 

Gruppens forårsturné fortsætter frem til den 2. maj, og du kan finde billetter til de endnu ikke udsolgte koncerter via GAFFA Live.

Se masser af billeder fra Train-koncerten 11. april her